Kants kritik af dmmekraften Det gode liv og

Kants kritik af dømmekraften

Det gode liv og den menneskelige dømmekraft Lige siden Platon og Aristoteles – og også tidligere – har mennesket gjort sig overvejelser over eget liv. Man har set på livsvilkårene, man har levet under, og gjort sig overvejelser over, om man har kunnet forbedre dem. Det har så igen ført til overvejelser over, hvad det gode liv overhovedet kan siges at være. Platons og Aristoteles’ undersøgelse af det gode liv tager udgangspunkt i begrebet om det gode som eudaimon. Eudaimon er blevet identificeret med lykke, men her skal man være klar over, at lykke for Platon og Aristoteles ikke så meget er kædet sammen med lykke som følelseskategori, som det er kædet sammen med begrebet om det at kunne lykkes og være vellykket. Faktisk mener Platon og Aristoteles, at alt i verden har indbyggede kriterier for, hvordan det kan være vellykket. Det er med andre ord en formålsrettet eller teleologisk bestemmelse – og det er i sidste instans også en kosmologisk bestemmelse. Specielt hvad mennesket angår, mener Platon og Aristoteles, at dets bestemmelse som handlende væsen er at opnå eudaimon. Det er her, vi skal finde menneskets fremmeste dyd (areté).

Det gode liv og den menneskelige dømmekraft Men er eudaimon et praktisk anliggende, der i højere grad er kædet sammen med handlingen og dens mål snarere end med følelsen, er der samtidig tale om en teknisk og etisk kategori. Her forsøgte såvel Platon som Aristoteles – i opposition til den udtalte relativisme, der herskede i Grækenland på deres tid på handlingens og moralens område – at se handlingen ikke som relativ til tid og sted, men i stedet som reflekteret i de naturlige evner, vi som fornuftsvæsener nu engang har fået for at kunne afgøre, hvad det vil sige at leve et godt liv.

Det gode liv og den menneskelige dømmekraft Men er eudaimon et praktisk anliggende, der i højere grad er kædet sammen med handlingen og dens mål snarere end med følelsen, er der samtidig tale om en teknisk og etisk kategori. Her forsøgte såvel Platon som Aristoteles – i opposition til den udtalte relativisme, der herskede i Grækenland på deres tid på handlingens og moralens Aristoteles: “Menneskets virkeliggørelsen af men sjælens evnersom i reflekteret område – at se handlingen ikkegode som er relativ til tid og sted, i stedet overensstemmelse medfornuftsvæsener dyden. ” (Aristoteles 2000: 1098 i de naturlige evner, vi som har for at kunnea). afgøre, hvad det vil sige at leve et godt liv.

Det gode liv og den menneskelige dømmekraft Denne tanke om, at det gode liv ikke blot kan bestå i et liv i passiv nydelse (som hedonisterne hævder), men at det må være et liv gennemtrængt af fornuftsstyret handling, hvis det skal være et godt liv, bliver – omend i ændret form – genoplivet i oplysningstiden og romantikken. Her kendes det især som det tyske begreb om Bildung, det, vi på dansk kalder almendannelse (Herder, Schiller, Schelling, Humboldt). Her spiller ikke mindst Kants fornuftsbegreb en central rolle, sådan som det er udfoldet i Kants tre kritikker: Kritik af den rene fornuft (1781) Kritik af den praktiske fornuft (1788) Kritik af dømmekraften (1790) Set i et dannelsesteoretisk perspektiv spiller specielt ”Kritik af dømmekraften” en væsentlig rolle. Den kan dog kun forstås i lyset af de andre kritikker. Lad os se på de tre kritikker i tur og orden:

Kants fornuftsbegreb Ifølge Kant består fornuften i virkeligheden af tre typer fornuft: (1) Den rene eller teoretiske fornuft, der for så vidt den er rettet mod tings -verdenen kaldes forstanden. Tingserkendelsen består dels af anskuelsen (intuitionen), som indfælder de erkendte ting i tid og rum, dels af de forstandskategorier, vi klassificerer genstandene gennem, fx kausalitetsbegrebet. Forstanden kan være empirisk og angå konkrete ting, eller den kan være ren (som i aritmetik og geometri). Fornuften er som forstand - konstitutiv over for tingsverdenen. Over for sig selv er den blot regulativ. Her undersøger den bl. a. betingelserne for mulig og gyldig tingserfaring. Undersøgelsen kaldes da transcendental (da den overskrider den empiriske erfaring). Den teoretiske dom er en dom om det Sande. Immanuel Kant 1724 -1804

Kants fornuftsbegreb Ifølge Kant består fornuften i virkeligheden af tre typer fornuft: (1) Immanuel Kant 1724 -1804 Den rene eller teoretiske fornuft, der for så vidt den er rettet mod tingsverdenen kaldes forstanden. Forstanden består dels af anskuelsen (2) (intuitionen), som indfælder de erkendte ting i tid og rum, dels af de forstandskategorier, vi klassificerer genstandene gennem, fxmen kausali. Den praktiske fornuft er ikke rettet mod tingsverdenen, mod tetsbegrebet. Forstanden kan være empirisk angå handleverdenen og muligheden for her atog stifte enkonkrete moralsk ting, orden. eller. Den denpraktiske kan værefornuft ren (som aritmetik og geometri). Fornuften ersom - som er iikke konstitutiv for sit genstandsfelt forstand - konstitutiv for tingsverdenen. Over for sig skaber selv er ikke den handblot den teoretiske fornuft, men alene regulativ: Den regulativ. Hermen undersøger denfor bl. a. og gyldig lingerne, finder dem at betingelserne regulere dem. for Dermulig kan herefter tings-erfaring. Undersøgelsen da Er transcendental (da den spørges teknisk og praktiskkaldes til dem: midlerne egnede, givet formåoverskrider den empiriske erfaring). Den teoretiske dom er. Kant en dom omdet let? Og er selve målet etisk retfærdiggjort? Her mener nu, at det Sande. er muligt af den praktiske fornufts form at udlede et universelt princip for etisk retfærdiggørelse af enhver handling. Princippet – det såkaldte kategoriske imperativ – lyder (i én af sine formuleringer): ”Handl sådan, at du kan gøre din handling til en almen lov. ” Den etiske dom er en dom om det Gode.

Kants fornuftsbegreb Ifølge Kant består fornuften i virkeligheden af tre typer fornuft: (1) Immanuel Kant 1724 -1804 Den rene eller teoretiske fornuft, der for så vidt den er rettet mod tingsverdenen kaldes forstanden. Forstanden består dels af anskuelsen (2) (intuitionen), som indfælder de erkendte ting i tid og rum, dels af de forstandskategorier, vi klassificerer genstandene gennem, fxmen kausali. Den praktiske fornuft er ikke rettet mod tingsverdenen, mod tetsbegrebet. Forstanden kan være empirisk angå handleverdenen og muligheden for her atog stifte enkonkrete moralsk ting, orden. (3)praktiske eller. Den den kan værefornuft ren (som aritmetik og geometri). Fornuften ersom - som er iikke konstitutiv for sit genstandsfelt forstand - æstetiske konstitutiv tingsverdenen. Over for sig skaber selv er ikke den blot den teoretiske fornuft, men alenefornuft regulativ: Den ogforteleologiske (dømmekraften) er handhverregulativ. undersøger denmod bl. a. betingelserne og gyldig lingerne, men finder dem for attingsverdenen regulere demeller. for Dermulig kan herefter ken Her konstitutivt vendt regulativt vendt tings-erfaring. Undersøgelsen da transcendental (daifølge den spørges teknisk og praktisk dem: Er midlerne egnede, givetnoget formåmod handleverden. Den kaldes ertilikke engang organiseret overskrider den empiriske erfaring). Den teoretiske dom er. Kant enfornuft dom omdet let? fornuftsprincip. Og er selve målet etisk retfærdiggjort? Her æstetiske mener nu, at Alligevel mener Kant, at den det Sande. er eller muligt af den praktiske fornufts form at udlede et universelt princip dømmekraften , som han kalder den, er i stand til at sikre foren etisk retfærdiggørelse af enhver handling. Princippet –dels detaf såempirioverskridende, transcendental grundlægning, kaldte kategoriske imperativ lyder (i én af sine formuleringer): ”Handl den æstetiske erfaring, dels– af bl. a. biologien (hvilket vi ikke vil sådan, kan. Den gøreæstetisk din handling lov. ” om Dendet etiske dom tage at opdu her). dom til eren enalmen dom enten Skønne er eller en dom Gode. om om det Ophøjede.

Den æstetiske dom er ifølge Kant karakteriseret af fem væsenstræk: 1. Den æstetiske dom er reflekterende. 2. Den æstetiske dom er forbundet med følelsen af lyst eller ulyst. 3. Den æstetiske dom er interesseløs. 4. Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede (el. sublime). 5. Den æstetiske dom er universel uden at være begrebslig. Immanuel Kant 1724 -1804 Vi vil se på de fem træk i tur og orden. Bagefter vil vi perspektivere Kants iagttagelser ved at parre dem med nogle iagttagelser, vi kan finde hos Ludwig Wittgenstein i en række forelæsningsnoter, udgivet af nogle af Wittgensteins elever længe efter hans død (Wittgenstein 2001 (1978)). Også indledningsvis vil vi bringe Wittgenstein i spil.

Den æstetiske dom er ifølge Kant karakteriseret af fem væsenstræk: 1. Den æstetiske dom er reflekterende. 2. Den æstetiske dom er forbundet med følelsen af lyst eller ulyst. 3. Den æstetiske dom er interesseløs. 4. Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede (el. sublime). 5. Den æstetiske dom er universel uden at være begrebslig. Immanuel Kant 1724 -1804 Når Kanttræk taleri tur omogden æstetiske det Vi vil se på de fem orden. Bagefterdom, vil vi kan perspektivere betale sigved ikkeatnødvendigvis at omfatte den som en Kants iagttagelser parre dem med nogle iagttagelser , vi kan sproglig dom: ”Nej, hvor er det skønt!”. Man skal finde hos Ludwig Wittgenstein i en række forelæsningsnoter, udgivet også – og vel især – kunne opfatte dom af nogle af Wittgensteins elever længe efter den hanssom døden (Wittgenstein implicit i den dømmendes handlen. 2001 (1978)).

Den æstetiske dom er ifølge Kant karakteriseret af fem væsenstræk: 1. Den æstetiske dom er reflekterende. Ludwig Wittgenstein: ”Den æstetiske dom 2. Den æstetiske domaferfolks forbundet med følel-adfærd: er en del vanemæssige sen af lyst eller ulyst. ‘Hvordan viser jeg, at jeg kan lide et jakkesæt? Hovedsagelig 3. Den æstetiske dom er interesseløs. ved at gå med det tit, eller ved at synes om det, når jeg 4. Den æstetiske kan(Wittgenstein være en dom om det(1965): ser detdom osv. ’” 2001 skønne eller 27). om det ophøjede (el. sublime). 5. Den æstetiske dom er universel uden at være begrebslig. Immanuel Kant 1724 -1804 Når Kanttræk taleri tur omogden æstetiske det Vi vil se på de fem orden. Bagefterdom, vil vi kan perspektivere betale sigved ikkeatnødvendigvis at omfatte den som en Kants iagttagelser parre dem med nogle iagttagelser , vi kan sproglig dom: ”Nej, hvor er det skønt!”. Man skal finde hos Ludwig Wittgenstein i en række forelæsningsnoter, udgivet også – og vel især – kunne opfatte dom af nogle af Wittgensteins elever længe efter den hanssom døden (Wittgenstein implicit i den dømmendes handlen. 2001 (1978)).

Den æstetiske dom er ifølge Kant karakteriseret af fem væsenstræk: 1. Den æstetiske dom er reflekterende. Ludwig Wittgenstein: Den æstetiske dom 2. Den æstetiske domaferfolks forbundet med følel-adfærd: er en del vanemæssige sen af lyst eller ulyst. ”Hvordan viser jeg, at jeg kan lide et jakkesæt? Hovedsagelig 3. Den æstetiske dom er interesseløs. ved at gå med det tit, eller ved at synes om det, når jeg 4. Den æstetiske kan(Wittgenstein være en dom 2001 om det ser detdom osv. ” (1965): Lad os i det følgende se på æstetiske skønne eller om det ophøjede (el. den sublime). 27). domsdom femer væsenstræk 5. Den æstetiske universel uden at være begrebslig. Immanuel Kant 1724 -1804 Når Kanttræk taleri tur omogden æstetiske det Vi vil se på de fem orden. Bagefterdom, vil vi kan perspektivere betale sigved ikkeatnødvendigvis at omfatte den som en Kants iagttagelser parre dem med nogle iagttagelser , vi kan sproglig dom: ”Nej, hvor er det skønt!”. Man skal finde hos Ludwig Wittgenstein i en række forelæsningsnoter, udgivet også – og vel især – kunne opfatte dom af nogle af Wittgensteins elever længe efter den hanssom døden (Wittgenstein implicit i den dømmendes handlen. 2001 (1978)).

Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1. Den æstetiske dom er reflekterende. 2. Den æstetiske dom er forbundet med følelsen af lyst eller ulyst. 3. Den æstetiske dom er interesseløs. 4. Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller det ophøjede. 5. Den æstetiske dom er universel uden at være af begrebslig

Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1. Den æstetiske dom er reflekterende. 2. Den æstetiske dom er forbundet med følelsen af lyst eller ulyst. 3. Den æstetiske dom er interesseløs. 4. Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller det ophøjede. 5. Den æstetiske dom er universel uden at være af begrebslig Kant: ”Hvis vi vil afgøre, hvorvidt noget er smukt eller ikke, og relaterer forestillingen til objektet med henblik på at erkende det, er det ikke forstanden, vi gør brug af; det er derimod indbildningskraften (muligvis i forbindelse med forstanden), vi betjener os af, idet vi forbinder forestillingen med subjektet og med dets følelse af lyst eller ulyst. Smagsdommen er således ikke en erkendelsesdom; altså er den ikke en logisk, men en æstetisk dom, hvorved vi forstår en dom, hvis bestemmelsesgrund ikke kan være andet end subjektiv. ” (Ka. D: 57)

Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1. Den æstetiske dom er reflekterende. 2. Den æstetiske dom er forbundet med følelved sen af lyst ellererkendedom ulyst. forstanden eller 3. Den æstetiskeindbildningsdom er interesseløs. 4. Den æstetiskekraften dom kan være en dom om det skønne eller det ophøjede. 5. Den æstetiske dom er universel uden at være af begrebslig lyst ulyst smagsdom Erkendedommen er genstandsrettet. Smagsdommen derimod er reflekterende, dvs. rettet mod den lyst eller ulyst, erkendedommen fremkalder.

Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1. Den æstetiske dom er reflekterende. 2. Den æstetiske dom er forbundet med følelsen af lyst eller ulyst. 3. Denæstetiskedom domererinteresseløs. 4. Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5. Den æstetiske dom er universel uden at være af begrebslig art. Jan Vermer: Pigen med perleøreringene 1665 Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1867

Kant: ”Det velbehag, som vi forbinder med forestillingen Kants æstetiske dom kalder er karakteriseret af. Altså fem væsenstræk: om genstandens eksistens, vi interesse. er et sådant velbehag altid forbundet med vor begærsevne, 1. Den æstetiske er reflekterende. enten som bestemmelsesgrund fordom denne eller som i det mindste nødvendigvis forbundet (Ka. D: 58) med følel 2. Den æstetiskemen domden. ” er forbundet sen af lyst eller ulyst. 3. Denæstetiskedom domererinteresseløs. 4. Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5. Den æstetiske dom er universel uden at være af begrebslig art. Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1867

Kant: ”Det velbehag, som vi forbinder med forestillingen Kants æstetiske dom kalder er karakteriseret af. Altså fem væsenstræk: om genstandens eksistens, vi interesse. er et sådant velbehag altid forbundet med vor begærsevne, 1. Den æstetiske er reflekterende. enten som bestemmelsesgrund fordom denne eller som i det mindste nødvendigvis forbundet (Ka. D: 58) med følel 2. Den æstetiskemen domden. ” er forbundet sen af lyst eller ulyst. 3. Denæstetiskedom domererinteresseløs. 4. Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5. Den æstetiske dom er universel uden at være af begrebslig art. Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1867 I den æstetiske dom interesserer jeg mig derimod ikke for eksistensen af den genstand, jeg dømmer om, kun om min betragtning af den. Den æstetiske dom er interesseløs.

Kant: ”Det velbehag, som vi forbinder med forestillingen Kants æstetiske dom kalder er karakteriseret af. Altså fem væsenstræk: om genstandens eksistens, vi interesse. er et sådant velbehag altid forbundet med vor begærsevne, 1. Den æstetiske er reflekterende. enten som bestemmelsesgrund fordom denne eller som i det mindste nødvendigvis forbundet (Ka. D: 58) med følel 2. Den æstetiskemen domden. ” er forbundet sen af lyst eller ulyst. Denæstetiske domhvorvidt interesseløs. Den dom ererinteresseløs. Kant: ”[…] hvis 3. spørgsmålet gælder, noget er smukt, ønsker 4. vi ikke vide, omdom tingens er om det Denatæstetiske kaneksistens være en dom os eller nogen anden magtpåliggende kunne skønne eller om det eller ophøjede. være det; hvad vi ønsker at vide er derimod, hvordan 5. Deni vor æstetiske dom er universel vi bedømmer tingen blotte betragtning af denuden at være refleksion). ” af begrebslig(Ka. D: 58) art. (ved anskuelse eller Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1867 I den æstetiske dom interesserer jeg mig derimod ikke for eksistensen af den genstand, jeg dømmer om, kun om min betragtning af den. Den æstetiske dom er interesseløs.

Kant: ”Det velbehag, som vi forbinder med forestillingen Kants æstetiske dom kalder er karakteriseret af. Altså fem væsenstræk: om genstandens eksistens, vi interesse. er et sådant velbehag altid forbundet med vor begærsevne, 1. Den æstetiske er reflekterende. enten som bestemmelsesgrund fordom denne eller som i det mindste nødvendigvis forbundet (Ka. D: 58) med følel 2. Den æstetiskemen domden. ” er forbundet sen. Lad af lyst. oseller giveulyst nogle eksempler Den æstetiske domhvorvidt interesseløs. Den æstetiske dom erer interesseløs. Kant: ”[…] hvis 3. spørgsmålet gælder, noget er ikkepå forskellen mellem den smukt, ønsker 4. vi ikke atæstetiske vide, omdom tingens eksistens er om det Den kan være en dom æstetiske og den æstetiske os eller nogen anden magtpåliggende kunne skønne eller om det eller ophøjede. dom! være det; hvad vi ønsker at vide er derimod, hvordan 5. Deni vor æstetiske dom er universel vi bedømmer tingen blotte betragtning af denuden at være refleksion). ” af begrebslig(Ka. D: 58) art. (ved anskuelse eller Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 I den æstetiske dom interesserer jeg mig derimod ikke for eksistensen af den genstand, jeg dømmer om, kun om min betragtning af den. Den æstetiske dom er interesseløs.

Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: Den skildrede i Goyas billede 1. scene Den æstetiske dom er reflekterende. kan være modbydelig og blomsten og 2. pige Denkan æstetiske er forbundet med følel. Vermers unge være dom indtageneller ulyst de; men ingen afsen deaftrelyst domme vil. kunne være æstetiske 3. Denæstetiskedom domererinteresseløs. 4. Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5. Den æstetiske dom er universel uden at være af begrebslig art. Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1869 I den æstetiske dom interesserer jeg mig derimod ikke for eksistensen af den genstand, jeg dømmer om, kun om min betragtning af den. Den æstetiske dom er interesseløs.

Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1. Den æstetiske dom er reflekterende. 2. Den æstetiske dom er forbundet med følelsen af lyst eller ulyst. 3. Denæstetiskedom domererinteresseløs. 4. Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5. Den æstetiske dom er universel uden at være af begrebslig art. Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Eksemplerne viser, at vi må skelne mellem Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1869 det nyttige det tiltalende det gode det skønne

Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: situation – middel – formål Det nyttige angår det formåls 1. Den æstetiske dom er reflekterende. rettede middel Det er nyttigt at spise grønt 2. Den æstetiske dom er forbundet med følelsen af lyst eller ulyst. 3. Denæstetiskedom domererinteresseløs. 4. Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5. Den æstetiske dom er universel uden at være af begrebslig art. Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1869 det nyttige det tiltalende det gode det skønne

Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: følelse indtryk Det nyttige angår det formålsaf lyst af farve 1. Den æstetiske dom er reflekterende. rettede middel 2. Den æstetiske dom er forbundet med. Det følel. Isen en tiltalende er det, som beseneraftiltalende lyst eller ulyst. Farven hager (fremkalder lyst) ved 3. Denæstetiskedom domererinteresseløs. umiddelbar pirring. Domme om det tiltalende gør ikke krav 4. Den æstetiske dom kan være en dom om det på universalitet skønne eller om det ophøjede. 5. Den æstetiske dom er universel uden at være af begrebslig art. Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1869 det nyttige det tiltalende det gode det skønne

Moralloven: ”Handl kun, så du kan Kants æstetiske er karakteriseret af fem væsenstræk: gøre din dom handling til en almen lov” Det nyttige angår det formåls 1. Den æstetiske dom er reflekterende. rettede middel A har lyst til at dræbe sin nabo Vil A selv kunne acceptere at blive 2. Den æstetiske dom er forbundet med. Det føleldræbt af andre? tiltalende er det, som be- sen af lyst eller ulyst. hager (fremkalder lyst) ved Hvis nej, så vil A ikke etisk kunne forsvare atæstetiske slå din nabo ihjel 3. Den æstetiske dom interesseløs. umiddelbar pirring. Domme dom ererinteresseløs. om det tiltalende gør ikke krav 4. Den æstetiske dom kan være en dom om det på universalitet skønne eller om det ophøjede. 5. Den æstetiske dom er universel uden. Det at vægode er uafhængigt af den re af begrebslig art. dømmendes evt. følelse af lyst og ulyst. Dommen er etisk og dermed alene bestemt af det, moralloven dikterer Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1869 det nyttige det tiltalende det gode det skønne

Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: Det nyttige angår det formåls. Ingen 1. af disse domme dom er er reflekterende. rettede middel Den æstetiske. Domme om det 2. og. Den føleltiltalende er det, som benyttige detæstetiske gode er dom hand-er forbundet med. Det lyst ellerom ulyst. hager (fremkalder lyst) ved ledomme; sen ogafdomme det tiltalende er alenedom udtryk 3. Denæstetiske domererinteresseløs. umiddelbar pirring. Domme om det tiltalende gør ikke krav for sansesmag. 4. Den æstetiske dom kan være en dom om det på universalitet skønne eller om det ophøjede. 5. Den æstetiske dom er universel uden. Det at vægode er uafhængigt af den re af begrebslig art. dømmendes evt. følelse af lyst og ulyst. Dommen er etisk og Kun domme om det skønne dermed alene bestemt af det, (smukke) og det ophøjede er moralloven dikterer æstetiske. Alene disse er Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 interesseløse og gør krav på universalitet. Alene disse er det nyttige udtryk for refleksionssmag. det tiltalende det gode Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1869 det skønne

Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1. Den æstetiske dom er reflekterende. 2. Den æstetiske dom er forbundet med følelsen af lyst eller ulyst. 3. Den æstetiske dom er interesseløs. 4. Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller det ophøjede. Immanuel Kant 1724 -1804 5. Den æstetiske dom er universel uden at være af begrebslig art. Den æstetiske dom om det skønne er en dom om, hvorophøjede (sublime) er en vidt det, der afføder lyst eller dom om, hvorvidt det, der ulyst, består i et frit spil afføder lyst eller ulyst, er en mellem indbildningskraft dom om noget, der er så og forstand stort, at det ikke kan omfattes af noget begreb

En dom om en arabesk er en æstetisk dom, fordi den er udtryk for et frit spil Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: mellem indbildningskraften og forstandsgorierne: I modsætning til cirklen og tretanten, som ummiddelbart 1. kan Densubsuæstetiske dom er reflekterende. meres under en forstandskategori, er arabesken mere udfordrende for ind 2. Den æstetiske er forbundet medsubsummere følelbildningskraftens frie virksomhed, da den dom vanskeligt lader sig af lyst ulyst. som cirklen eller trekanten. -sen Dette kaneller generaliseres: Hver gang noget udgør en udfordring for indbildningskraftens eller forstandens fri virksom 3. Den æstetiske dom er interesseløs. hed, ledsages det af en følelse af lyst. Monotoni derimod skaber kedsom 4. Densituationer, æstetiske dom værelyst) en dom om det hed (og ansporer til at opsøge somkan skaber skønne eller det ophøjede. Immanuel Kant 1724 -1804 5. Den æstetiske dom er universel uden at væDen æstetiske om detart. Den æstetiske dom om det re afdom begrebslig skønne er en dom om, hvorophøjede (sublime) er en vidt det, der afføder lyst eller dom om, hvorvidt det, der ulyst, består i et frit spil afføder lyst eller ulyst, er en mellem indbildningskraft dom om noget, der er så og forstand stort, at det ikke kan omfattes af noget begreb

En dom om en arabesk er en æstetisk dom, fordi den er udtryk for et frit spil Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: mellem indbildningskraften og forstandsgorierne: I modsætning til cirklen og tretanten, som ummiddelbart 1. kan Densubsuæstetiske dom er reflekterende. meres under en forstandskategori, er arabesken mere udfordrende for ind 2. Den æstetiske er forbundet medsubsummere følelbildningskraftens frie virksomhed, da den dom vanskeligt lader sig af lyst ulyst. som cirklen eller trekanten. -sen Dette kaneller generaliseres: Hver gang noget udgør en udfordring for indbildningskraftens eller forstandens fri virksom 3. Den æstetiske dom er interesseløs. hed, ledsages det af en følelse af lyst. Monotoni derimod skaber kedsom 4. Densituationer, æstetiske dom værelyst) en dom om det hed (og ansporer til at opsøge somkan skaber skønne eller det ophøjede. (der kommer tæt på den Kant: ”Alt stift regelmæssigt matematiske regelmæssighed) har noget i sig, der 5. Den æstetiske dom er universel uden at vævækker vor smags modvilje: Vi kan ikke i ret lang tid Den æstetiske om detart. re afdom begrebslig skønnead er gangen en dom beskæftige om, hvor- os med at betragte det, og det udtrykkeligt er knyttet til en erkendelse, vidt det, hvis derikke afføder lyst eller en ulyst, består i etbestemt frit spilpraktisk hensigt, keder det os snart. er det spil, som indbildningskraften uopmellem. Heroverfor indbildningskraft fordret og formålstjenligt kan tilbyde, altid nyt for os og forstand og vi bliver ikke trætte af at betragte det. ” (Ka. D: 91) Immanuel Kant 1724 -1804

En dom om det ophøjede er en dom om vores forstands utilstrækkelighed, når det gælder erkendelsen af det uforholdsmæssigt store. Grunden til at det ophøje. Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: de fremkalder lyst er lidt kompliceret. Det uforholdsmæssigt store findes i to former: Det matematisk ophøjede, fx det uendelige, og det dynamisk ophøjede, fx dramatiske og overvældende landskaber. Umiddelbart vil begge 1. Den æstetiske dom er reflekterende. fremkalde frygt, fordi de kan knuse én som kødelig eksistens. Imidlertid er 2. Den er forbundet medtræffe følel- på i sindette ophøjede ”. . . velegnet til atæstetiske fremstilledom noget, som vi kan sen af lystikke ellerrummes ulyst. i en sanselig form, men det. For det egentligt ophøjede kan vedrører alene fornuftsideer. ” er det, som takket være 3. Den(Ka. D: 93). æstetiske”Ophøjet dom er interesseløs. den omstændighed, at vi kan tænke, demonstrerer en evne i sindet, som 4. Den æstetiske(Ka. D: 97) dom kan være en dom om det overskrider enhver sanselig målestok. ” skønne eller det ophøjede. Immanuel Kant 1724 -1804 5. Den æstetiske dom er universel uden at væDen æstetiske om det Den æstetiske dom om det re afdom begrebslig art. skønne er en dom om, hvorophøjede (sublime) er en vidt det, der afføder lyst eller dom om, hvorvidt det, der ulyst, består i et frit spil afføder lyst eller ulyst, er en mellem indbildningskraft dom om noget, der er så og forstand stort, at det ikke kan omfattes af noget begreb

En dom om det ophøjede er en dom om vores forstands utilstrækkelighed, når det gælder erkendelsen af det uforholds. Som ophøjet er den dom et symbol for vor egen mæssigt store. Grunden til atæstetiske det ophøje. Kants æstetiske dom erhumanitet karakteriseret fem fornufts lyst naturoverskridende – ogafdet ervæsenstræk: netop det, de fremkalder er lidt kompliceret. Det uforholdsmæssigt store findes i to der gør dommen lystfyldt: Den er billedet på det etiske i menformer: Det matematisk ophøjede, fx det uendelige, og det dynamisk ophøog på og denovervældende frihed, der følger heraf, og. Umiddelbart som ikke blot jede, fxnesket, dramatiske landskaber. viler begge 1. Den æstetiske dom er reflekterende. en frihed til at de vælge alternativer, men Imidlertid er en fremkalde frygt, fordi kan mellem knuse énsimple som kødelig eksistens. er udstrakt frihed, der sig til kende som alment til stede 2. giver Den dom er forbundet med følel-i på i sindette ophøjede ”. . . velegnet til atæstetiske fremstille noget, som vi kan træffe ethvert fornuftsvæsen i lyst form afulyst reflekteret frihed eller sen–af ellerrummes. i en sanselig det. For det egentligt ophøjede kan ikke form, men autonomi. vedrører alene fornuftsideer. ” er det, som takket være 3. Den(Ka. D: 93). æstetiske”Ophøjet dom er interesseløs. den omstændighed, at vi kan tænke, demonstrerer en evne i sindet, som 4. Den æstetiske(Ka. D: 97) dom kan være en dom om det overskrider enhver sanselig målestok. ” skønne eller det ophøjede. Immanuel Kant 1724 -1804 5. Den æstetiske dom er universel uden at væDen æstetiske om det Den æstetiske dom om det re afdom begrebslig art. skønne er en dom om, hvorophøjede (sublime) er en vidt det, der afføder lyst eller dom om, hvorvidt det, der ulyst, består i et frit spil afføder lyst eller ulyst, er en mellem indbildningskraft dom om noget, der er så og forstand stort, at det ikke kan omfattes af noget begreb

Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1. Den æstetiske dom er reflekterende. 2. Den æstetiske dom er forbundet med følelsen af lyst eller ulyst. 3. Den æstetiske dom er interesseløs. 4. Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller det ophøjede. 5. Den æstetiske dom er universel uden at være begrebslig. Immanuel Kant 1724 -1804 Både den teoretiske og praktiske fornuft er kendetegnet af principledede domme og domme af begrebslig art, fx kausaldomme eller domme indbefattende det kategoriske imperativ. Sådanne domme finder vi ikke inden for dømmekraftens område. De er ikke apodiktiske. Alligevel gør dommene her fordring på at være universelle og gælde for alle.

Kant: ”Hvis smagsdommene var uden et princip, som tilfældet er med den. Kants reneæstetiske sansesmag, ingen tænke tillægge dem en dom ville er karakteriseret afpå fematvæsenstræk: nødvendighed. Altså må de indeholde et subjektivt princip, der kun bestemmer ved følelsen og ikke ved begrebet, men som alligevel 1. Den æstetiske dom er reflekterende. alment bestemmer, hvad der behager og mishager. Et sådant princip Den æstetiske dom er forbundet følelville alene kunne 2. betragtes som en fælles sans, dermed er væsensforaf lyst eller skellig fra den fællessen forstand, somulyst folk. undertiden omtaler som fælles sans (sensus communis); denne sidstnævnte sans døm 3. Den æstetiskefor dom er interesseløs. mer ikke ud fra følelsen, men altid ud fra begreber, skønt vanligvis ud 4. kun Dendunkelt æstetiske dom kansig. ” være(Ka. D: 86) en dom om det fra principper, man forestiller skønne eller det ophøjede. 5. Den æstetiske dom er universel uden at være begrebslig. Immanuel Kant 1724 -1804 Både den teoretiske og praktiske fornuft er kendetegnet af principledede domme og domme af begrebslig art, fx kausaldomme eller domme indbefattende det kategoriske imperativ. Sådanne domme finder vi ikke inden for dømmekraftens område. De er ikke apodiktiske. Alligevel gør dommene her fordring på at være universelle og gælde for alle.

Opsummering og perspektivering: Den æstetiske dom er – som vi har set – reflekterende, forbundet med lyst eller ulyst, interesseløs, rettet mod det Skønne (det frie spil mellem indbildningskraft og forstand) eller det Ophøjede (det begrebsligt set uomfattelige) og universel uden at være af begrebslig art. Immanuel Kant 1724 -1804 Kants æstetik er – som sagt – ikke en psykologisk-empirisk teori om det menneskelige velbehag. Den er normativ, og den er transcendental i betydningen: Den omfatter enhver form fornuft, fornuft overhovedet. I den forstand blander den ikke det normative med det empiriske. Det normative er – som Kant siger –et postulat set fra forstandens synspunkt, da det eneste, forstanden kan se, i virkeligheden er kausali-tet. Men hvor eksisterer verden som forudsætning for, at vi har fornuft. For Kant ingen steder. I dag vil vi nok sige: det, at vi har fornuft, er også et empirisk spørgsmål.

Opsummering og perspektivering: Den æstetiske dom er – som vi har set – reflekterende, forbundet med lyst eller ulyst, interesseløs, rettet mod det Skønne (det frie spil mellem indbildningskraft og forstand) eller det Ophøjede (det begrebsligt set uomfattelige) og universel uden at være af begrebslig art. I dag må vi kræve en tættere forbindelse mellem det transcendentale og det empiriske, end den Kant var villig til at accep. Kants æstetik er anden – som vis sagtsynes – ikke. Kants en psykologisk-empirisk tere. Men også på teori at måtte kræve om det Den erfrit normativ og den enteori revision. Nårmenneskelige Kant taler om velbehag. det skønne som spil mellem indbildningskraft og forstand, forekommer det en kende esoteer transcendental i betydningen: Den omfatter enhver form risk vel også snævert. Wittgenstein har forstand i stedet for at taleden forogfornuft, fornuft overhovedet. I den blander omikke frit det spil normative mellem indbildningskraft og forstand foreslået, at med det empiriske. Det normative er – man taler om bemestringen af en teknik – om, at det at bemesom Kant siger –et postulat set fra forstandens synspunkt, da stre en teknik er lystfremkaldende. Immanuel Kant 1724 -1804 det eneste, forstanden kan se, i virkeligheden er kausali-tet. Men hvor eksisterer verden som forudsætning for, at vi har fornuft. For Kant ingen steder. I dag vil vi nok sige: det, at vi har fornuft, er også et empirisk spørgsmål.

”Det er påfaldende, at æstetiske adjektiver såsom Opsummering og ingen perspektivering: Den æstetiske 'skøn', 'fin‘ osv. næsten slet rolle spiller, når der i detdom virkelige æstetiske domme. Bliver erliv– bliver somfældet vi har set – reflekterende, forbundet der brugt æstetiske adjektiver i musikkritik? Man med lystpåeller ulyst, interesseløs, rettet mod det siger: "Se lige den overgang her", ' eller […] "Denne passage er usammenhængende". ord, Skønne (det frie spil mellem. De indbildningskraft og man anvender, svarer snarere til 'rigtig' og 'korrekt' forstand) eller det Ophøjede (det (således som disse ord anvendes i almindelig tale) begrebsligt set end uomfattelige) til 'skøn' og 'dejlig'. ” og universel uden at være af be- grebslig art. (Wittgenstein 2001 (1989): 24 -25) I dag må vi kræve en tættere forbindelse mellem det transcendentale og det empiriske, end den Kant var villig til at accep. Kants æstetik er anden – som vis sagtsynes – ikke. Kants en psykologisk-empirisk tere. Men også på teori at måtte kræve om det Den erfrit normativ og den enteori revision. Nårmenneskelige Kant taler om velbehag. det skønne som spil mellem indbildningskraft og forstand, forekommer det en kende esoteer transcendental i betydningen: Den omfatter enhver form risk vel også snævert. Wittgenstein har forstand i stedet for at taleden forogfornuft, fornuft overhovedet. I den blander omikke frit det spil normative mellem indbildningskraft og forstand foreslået, at med det empiriske. Det normative er – man taler om bemestringen af en teknik – om, at det at bemesom Kant siger –et postulat set fra forstandens synspunkt, da stre en teknik er lystfremkaldende. Immanuel Kant 1724 -1804 det eneste, forstanden kan se, i virkeligheden er kausali-tet. Men hvor eksisterer verden som forudsætning for, at vi har fornuft. For Kant ingen steder. I dag vil vi nok sige: det, at vi har fornuft, er også et empirisk spørgsmål.

”Det er påfaldende, at æstetiske adjektiver såsom Opsummering og ingen perspektivering: Den æstetiske 'skøn', 'fin‘ osv. næsten slet rolle spiller, når der i detdom virkelige æstetiske domme. Bliver erliv– bliver somfældet vi har set – reflekterende, forbundet der brugt æstetiske adjektiver i musikkritik? Man med lystpåeller ulyst, interesseløs, rettet mod det siger: "Se lige den overgang her", ' eller […] "Denne passage er usammenhængende". ord, Skønne (det frie spil mellem. De indbildningskraft og man anvender, svarer snarere til 'rigtig' og 'korrekt' forstand) eller det Ophøjede (det (således som disse ord anvendes i almindelig tale) begrebsligt set end uomfattelige) til 'skøn' og 'dejlig'. ” og universel uden at være af be- grebslig art. (Wittgenstein 2001 (1989): 24 -25) I dag må vi kræve en tættere forbindelse mellem det transcendentale og det empiriske, end den Kant var villig til at accep. Kants æstetik er anden – som sagtsynes – ikke. Kants en psykologisk-empirisk tere. Men også på vis teorihænge at måtte At sige ”trommerne skal lidtkræve mere” om det velbehag. Den erfrit normativ og enteori revision. Nårmenneskelige Kant taler det skønne som spil det mellem er enom teknisk bemærkning. Men er den indbildningskraft og forstand, det en kende esotesamtidigforekommer en æstetisk ”bemærkning” gennem er transcendental i betydningen: Den omfatter enhver form risk vel også snævert. har forstand i stedet for at tale den Wittgenstein mimik eller. I gestus, der ledsager den. forogfornuft, fornuft overhovedet. den blander den omikke frit det spil normative mellem indbildningskraft og forstand foreslået, Det erdet enempiriske. implicit ”bemærkning” om, at at – med Det normative er man taler om bemestringen en teknik – om, det at lidt bemehvis du af får trommerne til atat hænge mere, som Kant siger –et postulat set fra forstandens synspunkt, da stre en teknik er lystfremkaldende. så vil det være tegn på god smag – på det eneste, forstanden kan se, i virkeligheden er kausali-tet. noget, der vil kunne fremkalde en følelse af Men hvor eksistereræstetisk verden som forudsætning for, at vi har behag. Immanuel Kant 1724 -1804 fornuft. For Kant ingen steder. I dag vil vi nok sige: det, at vi har fornuft, er også et empirisk spørgsmål.

Opsummering og perspektivering: Den æstetiske dom er – som vi har set – reflekterende, forbundet med lyst eller ulyst, interesseløs, rettet mod det Skønne (det frie spil mellem indbildningskraft og forstand) eller det Ophøjede (det begrebsligt set uomfattelige) og universel uden at være af begrebslig art. Immanuel Kant 1724 -1804 I dag må vi kræve en tættere forbindelse mellem det transcendentale og det empiriske, end den Kant var villig til at accep. Kants æstetik er anden – som vis sagtsynes – ikke. Kants en psykologisk-empirisk tere. Men også på teori at måtte kræve om det Den erfrit normativ og den enteori revision. Nårmenneskelige Kant taler om velbehag. det skønne som spil mellem indbildningskraft og forstand, forekommer det en kende esoteer transcendental i betydningen: Den omfatter enhver form risk vel også snævert. Wittgenstein har forstand i stedet for at taleden forogfornuft, fornuft overhovedet. I den blander omikke frit det spil normative mellem indbildningskraft og forstand foreslået, at med det empiriske. Det normative er – man taler om bemestringen af en teknik – om, at det at bemesom Kant siger –et postulat set fra forstandens synspunkt, da I overensstemmelse hermed kan han definere den æstetiske stre en teknik er lystfremkaldende. det eneste, forstanden kan se, i virkeligheden er kausali-tet. dom slet og ret som en kompliceret aktivitet, der ledsages af Men eksisterer verden som forudsætning at vi har en herihvor indeholdt gestus. Æstetiske domme erfor, i virkeligheden fornuft. For Kant ingen steder. I dag vilkommentar vi nok sige: idet, ataf vi en tekniske domme, der får en æstetisk form har fornuft, er også et empirisk spørgsmål. gestus med på vejen.

Opsummering og perspektivering: Den æstetiske ”For at få klarlagt de æstetiske ord dom er – som vi har seter–det reflekterende, forbundet nødvendigt at beskrive livsmåder. Vi rettet tror, vi skal om med lyst eller ulyst, interesseløs, modtale det æstetiske domme som 'Dette er Skønne (det frie spil mellem indbildningskraft og skønt', men vi finder ud af, at hvis forstand) eller det Ophøjede (detombegrebsligt set vi skal tale æstetiske domme, så finder vi slet ikke disse ord, uomfattelige) og universel uden at være af bemen et ord, der bruges ligesom en grebslig art. Immanuel Kant 1724 -1804 gestus, og mellem som indgår i en kompli. I dag må vi kræve en tættere forbindelse det transcenceret. Kant aktivitet. ” dentale og det empiriske, end den var villig til at accep. Kants æstetik er anden – som vis sagtsynes – ikke. Kants en psykologisk-empirisk (Wittgenstein 2001 (1989): 33) tere. Men også på teori at måtte kræve om det Den erfrit normativ og den enteori revision. Nårmenneskelige Kant taler om velbehag. det skønne som spil mellem indbildningskraft og forstand, forekommer det en kende esoteer transcendental i betydningen: Den omfatter enhver form risk vel også snævert. Wittgenstein har forstand i stedet for at taleden forogfornuft, fornuft overhovedet. I den blander omikke frit det spil normative mellem indbildningskraft og forstand foreslået, at med det empiriske. Det normative er – man taler om bemestringen af en teknik – om, at det at bemesom Kant siger –et postulat set fra forstandens synspunkt, da I overensstemmelse hermed kan han definere den æstetiske stre en teknik er lystfremkaldende. det eneste, forstanden kan se, i virkeligheden er kausali-tet. dom slet og ret som en kompliceret aktivitet, der ledsages af Men eksisterer verden som forudsætning at vi har en herihvor indeholdt gestus. Æstetiske domme erfor, i virkeligheden fornuft. For Kant ingen steder. I dag vilkommentar vi nok sige: idet, ataf vi en tekniske domme, der får en æstetisk form har fornuft, er også et empirisk spørgsmål. gestus med på vejen.

Kants fire bestemmelser af den æstetiske dom: 1. Den er reflekterende 2. Den er interesseløs = skøn 3. Den har form af et frit spil mellem indbildningskraft og forstand 4. Den er universel uden at være begrebslig en kompliceret aktivitet ledsaget af en gestus

Appendiks erkendedom (kognition) monotoni det kedelige frit spil det skønne kaos det sublime æstetisk smagsdom det angstfulde