Velkommen til en aften i selskab med Peter

Velkommen til en aften i selskab med Peter AG.

Den danske sang er en ung, blond pige

1. Den danske sang er en ung, blond pige, hun går og nynner i Danmarks hus, hun er et barn af det havblå rige, hvor bøge lytter til bølgers brus. Den danske sang, når den dybest klinger, har klang af klokke, af sværd og skjold. Imod os bruser på brede vinger en sagatone fra hedenold.

2. Al Sjællands ynde og Jyllands vælde, de tvende klange af blidt og hårdt, skal sangen rumme for ret at melde om, hvad der inderst er os og vort. Og tider skifter, og sæder mildnes, men kunst og kamp kræver stadig stål; det alterbål, hvor sjæl skal ildnes, det flammer hedest i Bjarkemål.

3. Så syng da, Danmark, lad hjertet tale, thi hjertesproget er vers og sang, og lære kan vi af nattergale, af lærken over den grønne vang. Og blæsten suser sin vilde vise, og stranden drøner sit højtidskvad; fra hedens lyng som fra stadens flise skal sangen løfte sig, ung og glad.

Vågn op og slå på dine strenge

Vågn op og slå på dine strenge, syng mig en dejlig morgensang! O kære sjæl, stat op af senge, gør med din tak en Himmel-gang! Gør vold oppå den stjerneborg, og glem så længe verdens sorg!

Velan! jeg vil til Himlen stige, langt fra min jordeklimp og krop, mit borgerskab er i Guds rige, dér stunder jeg og daglig op! Lov, pris og tak i tusindtal ske Gud i højen himmelsal!

Jeg har ej andet dig at give end kun min blotte hjerte-tak, al anden gerning her i live, den er at yde alt for lak; 1 men mine suk du ej forsmår og gråden, som i øjne står.

Velan, jeg til mit kald mig giver og fanger nu min gerning an; min Gud mig end så nådig bliver, som han i al min tid er van, han tager hånden med mig i og med sin Ånd står trolig bi.

Jeg vil dog ej på verden bygge, om lykken end vil med mig stå, men alt som dagen sig mon rykke, vil jeg min sjæl alt minde på, at glasset rinder, tiden går, og evigheden forestår.

Når vinteren rinder i grøft og i grav

Når vinteren rinder i grøft og i grav og rugens krøllede blade sig ranker i solen, som spejles i hav jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf min hakke, min skovl og min spade.

Jeg hvæsser på stenen den rustnede æg og retter den bøjede plade så springer jeg uden for mur og for væg hvor marken har klumper og mosen har klæg med min hakke, min skovl og min spade.

Jeg lytter til vårens syngende kor, til lærken, den jublende glade, vi kender hinanden fra somren ifjor, den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord med min hakke, min skovl og min spade.

Når solen går ned i et luende bål bag lynghedens vidtstrakte flade, jeg retter min ryg og jeg skimter et mål da blåner og blinker det blanktslidte stål i min hakke, min skovl og min spade.

Nu er det længe siden

Først bredte mor et klæde så ømt som nogen højtidsdug; der måtte ingen træde med sko i høstens rug; så fejed hun med limens rest hvert snavset strå til side som for en hædersgæst.

Den kære rug var gæsten, som gjorde hvert et barn så spændt; se, far han lægger vesten og ser så indadvendt: en skælven i et ydmygt sind, en bøn til altets skaber, før avlen bringes ind.

Og neg forsvinder og bliver under bjælken sat; og far får røde kinder og spindelvæv om hat. Men mor er lige hvid og bleg, hvor meget hun end stræber med rugens tunge neg.

Det går mod aftenstide; snart skinner månen fuld og rund på gavl og vægge hvide og ned i vognens bund. Mor standser træt og titter ind; far kommer hen til lugen og klapper hendes kind.

Og barnet, som har løbet sig træt i dagens muntre leg, det er nu stille krøbet ind under hjulets eg; der høres dette skarpe knald fra vognens fjæl mod sandet af ørentvistens fald.

Og mellem hjulets eger går stjerneblink og måneskin, og milde vinder hveger, mens barnet slumrer ind. Så slutter far i Jesu navn, og hjemmet går til hvile med høsten i sin favn.

Se nu stiger solen

Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød; hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst!

Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morgnen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død.

Takke ham, som gav mig, når sol står op, selv at føle morgen i sjæl og krop, at al mørkhed svinder og sjælevé, blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!

O, at jeg tør favne dig, skære dag, kalde dig med navne, min sjæls behag, alle gode navne, som bedst jeg ved: Moder, søster, elskte: min kærlighed!

Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind, did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind, ret som om det ånded af lyset ud o du milde Fader, min skaber, Gud!

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly; o for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst!

Ole sad på en knold og sang

Ole sad på en knold og sang, la-la-la-la-la-la! får og beder omkring ham sprang. tra-la-la-la-la! Lyngen sused, og skyen gled, la-la-la-la-la-la! udfugtslængsler i hjertet sved. tra-la-la-la-la!

Heden stænged, og mindet spandt, la-la-la-la-la-la! moders øjne dog stærkest bandt. tra-la-la-la-la! Snart den ting dog blev åbenbar: la-la-la-la-la-la! minder gør ikke sagen klar. tra-la-la-la-la!

Stak så Ole en dag i trav, la-la-la-la-la-la! stod med et ved det store hav. tra-la-la-la-la! Øjet skinnede, tåren randt, la-la-la-la-la-la! intet mere i verden bandt. tra-la-la-la-la!

Over havene hyrden fo'r, la-la-la-la-la-la! fårene står der endnu og glor. tra-la-la-la-la! Ej kan bede og får forstå la-la-la-la-la-la! længslers tog over bølger blå. tra-la-la-la-la!

Vi pløjed og vi så’de

Vi pløjed og vi så'de vor sæd i sorten jord, så bad vi ham os hjælpe, som højt i Himlen bor, Alle gode gaver og han lod snefald hegne de kommer ovenned, mod frosten barsk og hård, så tak da Gud, han lod det tø og regne ja, pris dog Gud og varme mildt i vår. for al hans kærlighed!

Han er jo den, hvis vilje opholder alle ting, han klæder markens lilje og runder himlens ring, ham lyder vind og vove, ham rører ravnes nød, hvi skulle ej hans småbørn da og få dagligt brød? Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed!

Ja, tak, du kære Fader, så mild, så rig, så rund, for korn i hæs og lader, for godt i allen stund! Vi kan jo intet give, som nogen ting er værd, men tag vort stakkels hjerte, så ringe som det er! Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed!

Skyerne gråner og løvet falder

Skyerne gråner, og løvet falder, fuglene synger ej mer, vinteren truer, og natten kalder, blomsterne sukker: det sner! Og dog bære blus vi med glæde!

Vinteren kommer, og sneen falder, blomsterne visner i muld, isen optøs ej af gråd for Balder, tårerne stivner af kuld. Og dog bære blus vi med glæde!

Solhvervet kommer, og bladet vendes, dagene længes på ny, solskinnet vokser, og vintren endes, lærkerne synger i sky. Derfor bære blus vi med glæde!

Årene skifter af gru for ælde, skjaldene giver dem ret, fuglene alle hvert år må fælde, ellers de fløj ej så let: Derfor bære blus vi med glæde!

Fuglene flyver som vind på vinger let over vildene hav, skjaldene flyver, som rimet klinger, glat over slægternes grav. Derfor bære blus vi med glæde!

Hjerterne vakler, når højt de banke, drages til fuglenes spor, lyset dog sejrer, den mørke tanke flygtende synker i jord. Derfor bære blus vi med glæde!

Salmerne klinge og klokker kime, spotter med sneen ved jul, vinteren må sig med våren rime, smelte for solen i skjul. Derfor bære blus vi med glæde!

Troende hjerter i vinterløbet føder den liflige vår, trykker den til sig i barnesvøbet med et lyksaligt nytår! Derfor bære blus vi med glæde!

Betlehems-barnet i krybberummet det er den evige vår, troende hjerter det har fornummet: Jul gør lyksaligt nytår! Derfor bære blus vi med glæde!

Sig månen langsomt hæver

Sig månen langsomt hæver, den gyldne stjerne svæver på himlen klar og blid; vor skov er tavs og stille, og hvide tåger spille på engen rundt ved aftenstid.

Hvor rolig jorden hviler bag nattens slør og smiler så mild og sommervarm, ret som et stille kammer, hvori al dagens jammer forglemmes skal i søvnens arm.

Betragter månens bue, den kun er halv at skue og er dog hel og rund; så er vel flere sager, som nu vort hjerte vrager, fordi vi halvt dem skuer kun!

Vi stolte Adams slægter kun såre lidet mægter, og meget ved vi ej; vi efter skygger jager og mangen kunst opdager og kommer længer fra vor vej.

Gud Fader i det høje, lær mig at skelne nøje det sande fra dets skin; og mens jeg er i live, lad lig et barn mig blive, skænk mig et fromt, enfoldigt sind!

Koldt nattens vinde sukke, mit øje vil sig lukke, giv mig, o Gud, din fred! Se nådig til min slummer, og trøst mig i min kummer, og trøst min syge nabo med!

I sne står urt og busk i skjul

I sne står urt og busk i skjul, det er så koldt derude, dog synger der en lille fugl på kvist ved frosne rude.

Giv tid! giv tid! - den nynner glad og ryster de små vinger, giv tid! og hver en kvist får blad, giv tid! - hver blomst udspringer.

Giv tid! og livets træ bli'r grønt, må frosten det end kue, giv tid! og hvad du drømte skønt, du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund skal fly for herlig sommer, giv tid, og bi på herrens stund, - hans skønhedsrige kommer.

Næste fællesarrangement i De 10 Kirker er: Foredrag med Niels Bjerre-Poulsen. Emnet: "USA i et valgår. " Stedet: Stidsholt Tidspunktet: Torsdag d. 12. marts 2020 VELKOMMEN Tak for i aften.