Spnd hjelmen Unges forhold til arbejdsmilj og risiko

”Spænd hjelmen!” - Unges forhold til arbejdsmiljø og risiko i en krisetid Ph. d. Mette Lykke Nielsen mln@dpu. dk

Stigning i anmeldte arbejdsulykker blandt unge ml. 18 -24 år

Om at slå sikkerheden fra Janne: Den gang hvor jeg startede, der vidste de mig hvordan jeg brugte den der pålægsmaskine. Og så sagde hun (køkkenlederen red. ) ’sådan må du gøre, og sådan må du ikke gøre. Men sådan som du ikke må gøre, det gør vi. ’ Int. : Nå ok. Janne: Altså, nogen gange bruger jeg den (sikkerhedsforanstaltningen red. ) og andre gange bruger jeg den ikke. Men det er sjældent jeg bruger den. Int. : Fordi den er for besværlig af bruge eller? Janne: Den er træls at bruge, og så er det lige nemmere. Jeg har da godt nok være tæt på en gang imellem. Men jeg tror først det går op for mig den dag hvor jeg prøver at komme til skade. Sådan er det jo. Int. : Hmm ja, er det så nu man skal banke under bordet?

Kalle: Jeg havde en kollega der stod og skar tykke skiver af en skinke på pålægsmaskinen. Og han har slået den automatiske sikkerhed fra og kigger væk. Og så røg der 4 fingre. Int. : Neej, og du var der eller hvad? Kalle: Ja. Vi slukkede maskinen og noget viskestykke og papir rundt om, og så var det tid til at ringe efter en ambulance. Så han røg ind i en bil og han røg af sted. Og så stod den på rengøring i det meste af køkkenet. Int. : Det blødte? Kalle: Ja, det sprøjtede. Og så fandt vi en finger (griner lidt) Og så måtte vi af sted med den. Int. : Hvorfor skete det? Kalle: Uopmærksomhed. Det var selvforskyldt. Man kigger ikke væk, når man står med en pålægsmaskine. Det er dumt. Int. : Er det normalt eller? (Alle ind over hinanden) nahh. Julie: Måske ikke lige 4. Int. : Men en? Kalle: Lidt af en finger, det har jeg gjort tit.

Karsten: Jeg blev bedt om at flytte noget byggestrøm. Kl. var 7 om morgenen og det pisse regnede. Det var pisseglat. Jeg skulle sørge for at komme op på den container, hvor kablet var. Så skulle jeg ud og kravle ud på stilladset. Det var rimeligt glat. Og jeg er jo ikke spændt fast eller noget. Og det var oppe i 4 meters højde. Og der var ikke noget rundt om mig, så jeg kunne bare være skvattet ned. Altså. Int. : Men hvorfor var det at der ikke var noget sikkerhed til dig der? Karsten: Det skulle bare gøres hurtigst muligt. Vi var under tidspres og jeg var den eneste ledige. Og så må man jo bare gøre det så hurtigt som man overhovedet kan. Int. : Var det tilfældigt at du var den eneste ledige? Karsten: Nej altså jeg var jo lærling på det tidspunkt. Og det er typisk at det er yngstelærlinge der bliver udsat for skod jobbene. Man bliver udsat får rimelig mange ting som ikke er særlig rare, skodjobs som man ikke gider. Jeg havde ikke lyst til at stå på den container, mens det pisse regnede og det var skide glat. Int. : Hvad var der sket hvis du havde sagt at du ikke ville? Karsten: Så var jeg nok blevet sendt væk fra pladsen, fordi jeg havde nægtet at tage imod en opgave.

Det er jo spændende…. Int. : Men de der historier, du griner også lidt ik? Kalle: Men det er nogle kræfter man ikke rigtig kan styre. Du ved man røre lige ved det og så bliver man kastet væk. Det er jo spændende på en måde ik og så alligevel ved man godt at det er farligt. Man tænker over det og hvis man ikke gør det, er der også noget galt. Men det er spændende. Lars: Det er det. Kalle: Og jo større tingene bliver så begynder det også at blive spændende. Lars: Kæmpe store kabler. (…)

Rasmus: Vi skulle lave sådan en kæmpe kompostkværn ud til en forbrænding. Den ene side den var ved at falde af, den hang kun i en bolt i den ene side. Og der var 22 bolte normalt. Så satte vi lige to kaffemøller op under et stillads og så boltede vi dem sammen. (de andre griner højt). Det var måske et lille sats, men der ville gå flere timer før vi kunne få en lastbil (til at flytte den, red. ). Int. : Og det var et sats fordi at hvad? Rasmus: Det var fredag tror jeg. Int. : Så det stod bare sådan lige lidt…? Rasmus: Nej altså det havde hængt der i flere uger. Men altså hvis vi var begyndt at rykke i den så kunne den godt lige. Men altså, vi stod sådan lige på kanten og så kunne den jo godt tippe. Så skulle man flytte sig. Int. Men hvad kunne der have været sket? Rasmus: Jamen altså man kunne nok godt dø. Altså, den kunne have været væltet og så ville du være falde ned i en skakt med noget affald. Altså, vi kunne ikke falde ned i kværnen, men der låge den vejer 6 -7 tons, så hvis den faldt ned over dig, så ville det gøre ondt.

Sandra: Jeg har prøvet det en gang, hvor jeg kom ind fra gaden (hun var i hjemmeplejen red. ). Og så begynder han (en ældre mand red. ) at rejse sig op. Og jeg siger ” kan du ikke bare blive siddende i din kørestol? ”. For han går alt for dårligt. Og han siger ”nej jeg skal op nu” og så skubber ham mig. Så kommer han op, og så falder han. Og jeg tager ham og så kommer jeg til at gå meget længere ned (i ryggen end hun kunne, red. ) og han var rigtig tung, og jeg er jo heller ikke en stor pige. Så ringede jeg til brandvæsnet, så de kunne komme og tage ham op. Jeg ringede til lederen, og hun sagde ”jamen det er noget du selv skal klare”. Du skal selv ringe til brandvæsnet. Jeg sagde ”jamen han er faldet og han græder, han har ondt”. Int. : Havde han slået sig? Sandra: Ja, han havde slået sig. Men han boede langt væk fra vores kontor (hjemmeplejens, red. ) og sygeplejerskerne de sad bare inde på kontoret, de gad ikke at komme. Int. : Hvordan havde du det med det? Sandra: Jamen jeg var jo sur, det var hver gang.

Hvordan forholder unge sig til arbejdsmiljø og risiko på arbejdspladsen? • Ikke nogle entydige svar. • Spændt ud mellem modsatrettede påvirkninger • Ikke mere risikobetonet adfærd end de voksne der omgiver dem. • Afhænger af arbejdspladskultur og den unges positionering på arbejdspladsen. • Må forstås som ’situeret’ i forhold til unges konkrete arbejdssituationer.