Samfundslre kapitel 4 GRUNDLOVEN MAGTENS 3 DELING FOLKETINGET

Samfundslære – kapitel 4 GRUNDLOVEN, MAGTENS 3 -DELING, FOLKETINGET OG DETS OPGAVER

GRUNDLOVEN �Grundloven blev underskrevet af kong Frederik den 7. og trådte i kraft den 5. juni 1849, dermed fik vi demokratiet indført i Danmark. �Den danske Grundlov er det sæt regler, som skal gælde for alle borgerne i landet, og sørge for at tingene ikke ender i kaos. �Grundloven består af 89 paragraffer, herunder hvem som har magten, hvilke pligter og rettigheder borgerne har.

GRUNDLOVEN – DEL 2 Med loven er alle i samfundet sikret de samme rettigheder: - PERSONLIG FRIHED - TALE-, TROS- OG TRYKKEFRIHED - BOLIGEN ER UKRÆNKELIG - EJENDOMSRETTEN ER UKRÆNKELIG - FRI ADGANG TIL AT UDØVE DET ERHVERV, MAN VIL - ALLE HAR RET TIL UNDERVISNING - FRIHED TIL AT DANNE FORENINGER, AFHOLDE MØDER OG DEMONSTRERE

GRUNDLOVEN – DEL 3 �Det er MEGET svært at få ændret Grundloven. Loven er hævet over alle andre danske love, derfor må Folketinget heller ikke vedtage love, som er i strid med Grundloven. �Hvis der overhovedet skal ændres noget i loven, så kræver det opbakning af befolkningen. Politikerne kan altså ikke selv lave ændringen, da loven er beskyttet af nogle ”ændrings-krav”: 1) Folketinget skal vedtage den nye lov 2) Herefter skal der udskrives et nyt Folketingsvalg, og i det nye Folketing skal der også være flertal for den nye lov. 3) Endelig skal borgerne ved folkeafstemning tage stilling. Der skal naturligvis være et flertal for ja, men mindst 40 % af de stemmeberettigede skal stemme ja.

GRUNDLOVEN – DEL 4 �Selvom Grundloven er over 100 år gammel så er der kun blevet ændret i den 2 gange: 1915: kvinder og tjenestefolk fik stemmeret 1953: det blev muligt for Margrethe at blive dronning. Tidligere var det kun sønner som kunne arve tronen, men med ændringen kan både døtre og sønner, dog har sønner førsteret.

GRUNDLOVEN – DEL 5 �Ud over at loven sikre borgerne rettigheder, så giver den også borgerne visse pligter: � � Undervisningspligt i 9 år. Det er i samfundets bedste at alle er veluddannede, så derfor kræves der 9 års skolegang. Det kan ske gratis i Folkeskolen, vælger forældrene derimod privatskoler skal man selv betale, eller vælger man at undervise sine børn selv, skal det ske på folkeskole-niveau. Militærtjeneste – loven siger at Folketinget bestemmer reglerne for, hvilke mænd som skal være soldater og hvor længe.

GRUNDLOVEN – DEL 6 �MAGTENS 3 -DELING �Grundlovens indførelse betød at man fik ”konstitutionelt monarki”, dvs. kongen/dronningen og borgerne deler magten mellem sig. �Da man skulle lave grundloven blev man inspireret af andre landes grundlove og forfatninger. �Man var bevidst omkring at magten ikke skulle ligge ved én person, så man valgte at dele den ud på 3 grupper: � Folketinget � Konge/dronning � Domstole

MAGTENS 3 -DELING �Magten havde jo tidligere ene og alene lagt ved den enevældige konge, og det var netop dette scenario man ville væk fra. �Magtens tredeling er beskrevet i Grundlovens § 3: � Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening � Den udøvende magt er hos kongen � Den dømmende magt er hos domstolene

MAGTENS 3 -DELING Lovgivende magt At kongen og Folketinget i forening har den lovgivende magt betyder, at de sammen laver lovene. Der er dog en arbejdsdeling mellem de to parter: Folketinget beslutter og vedtager lovene, og kongen/dronningen underskriver lovene. Indtil nu er det aldrig sket, at love ikke er blevet underskrevet, men skulle dette blive tilfældet er der ingen regler for hvad der så skal ske… Udøvende magt Grundloven siger at det er kongen/dronningen som har den udøvende magt, altså er det denne person som administrerer lovene, og dermed skal sørge for at lovene bliver ført ud i livet og overholdt. I praksis er dette dog en meget omfangsrig opgave, og langt større end én person kan klare. Af samme grund er der udvalgt nogle personer som skal hjælpe med dette arbejde – nemlig ministrene.

MAGTENS 3 -DELING Udøvende magt – FORTSAT Ministrene/regeringen skal sørge for at lovene føres ud i livet og overholdes: - Embedsmænd ordner det omfattende udformningsarbejde - Bagefter behandler og (måske) vedtager Folketinget lovforslaget Selvom at ministrene ”arbejder” for monarkiet, så er det Folketinget, som bestemmer hvem der skal udnævnes til statsminister. Som igen er personen der fortæller kongen/dronningen hvem der skal udnævnes til ministre. Pga. dette besidder kongen/dronningen kun en formel magt, det er regeringen som reelt har den udøvende magt.

MAGTENS 3 -DELING Dømmende magt Domstolene har retten til at dømme efter gældende love, i tilfælde hvor der sker lovovertrædelse. Dommerne bliver udpeget af justitsministeren, de fungerer dog uafhængigt af Folketing, regering og konge. Domstolene skal også holde øje med at Folketinget ikke vedtager grundlovsstridige love.

MAGTENS 3 -DELING Opsummering Grundlovens opbygning betyder, at kongen/dronningen reelt kun er til ”pynt” og uden et konkret magtelement, og skal dermed og så gøre hvad regeringen og Folketinget beslutter. Deres vigtigste funktion er at være Danmarks billede udadtil – både overfor andre lande, andre regeringer samt virksomheder og lign.

FOLKETINGSVALG �Folketinget er Danmarks parlament, dvs. det er her de folkevalgte repræsentanter sidder. �Folketinget er den mest magtfulde institution i Danmark og har i alt 179 medlemmer – 175 fra Danmark, 2 fra Færøerne og 2 fra Grønland. �Det er den siddende statsminister som bestemmer hvornår der skal være folketingsvalg, der må dog maks. gå 4 år mellem valgene. �For at man kan stemme til Folketingsvalget skal man opfylde 4 krav:

FOLKETINGSVALG 1) dansk statsborger 2) Fast bopæl i Danmark 3) Fyldt 18 år 4) Ikke være umyndiggjort I ved valget 2007 var der i alt 4. 025. 018 personer som havde stemmeret. For at stille op til Folketingsvalg skal man også opfylde ovenstående 4 krav samt ” ikke være straffet for en handling, som gør én til et uværdigt medlem af Folketinget”.

FOLKETINGSVALG �OPSTILLING TIL FOLKETINGSVALG �Danmark er opdelt i 10 valgkredse/storkredse �Hvis man vil stille op til Folketinget kan det ske på 3 måder: � Repræsentant for et nyt parti � Repræsentant for et parti der allerede er i Folketinget � Løsgænger Alt afhængigt af hvilke måde man vælger, så kræver det forskelligt ”arbejde” af den kandidat som ønsker at stille op:

FOLKETINGSVALG �Hvis man ønsker at stille op for et nyt parti, så skal man først ud og skaffe underskrifter. Reglen hedder at man skal have samlet 1/175 af det antal stemmer, som blev afgivet ved sidste valg. I 2007 hed tallet 19. 770 underskrifter. Underskrifterne bliver så sendt til folkeregisteret, som så sender vælgererklæringer tilbage til de folk som har skrevet under. Disse erklæringer skal så sendes videre til det nye parti – altså en meget besværlig proces. �Hvis man derimod vælger et parti som allerede er i Folketinget er det nemmere. Partiet skal blot være interesseret i at man stiller op, og enkelte gange kan de kræve at man har været medlem af partiet i minimum 2 år.

FOLKETINGSVALG �Sidste måde man kan stille op på er som løsgænger. Her er man altså ikke medlem af et parti, men i stedet skal man ud og få 150 underskrifter i det område, som man stiller op i. Så det kan altså være forholdsvist nemt at stille op til Folketingsvalg, det er dog en helt anden sag at blive valgt… �Er man løsgænger kan man have ca. 20. 000 stemmer i ens storkreds, og bare for at give en ide om hvor svært det kan være, så er Jacob Haugaard den eneste i nyere tid som har opnået dette. I 1994 fik han 23. 253 stemmer, da han stillede op i Århus Amt.

FOLKETINGSVALG �Et parti skal have mindst 2 % af samtlige stemmer, (ca. 70. 000) og sker dette, får partiet 4 mandater i Folketinget. Partierne kan også få et storkredsmandat, hvis de får ca. 20. 000 stemmer i en storkreds. �I Danmark bruger vi altså spærregrænse-begrebet som betyder, at partier som får færre stemmer end ovenstående, de kommer ikke i Folketinget. Begrebet skal forhindre at der kommer en masse små partier ind i Folketinget. �Ulempen kan dog være at partier der varetager mindre gruppers holdninger og interesser får svært ved at komme igennem.

FOLKETINGET – DEL 1 �Selve fordelingen af de 179 mandat-pladser i Folketinget sker efter forholdstalsmetoden. Dvs. får et parti f. eks. 25% af stemmer ved et valg, så får partiet 25% af pladserne i Folketinget. �Men at sætte et kryds på en stemmeseddel indeholder mere end bare krydset: �Du kan vælge at sætte det enten ud for et parti eller en person. Sættes krydset ud for en person, som tilhører et parti, så får partiet samtidig stemmen. Vælger man i stedet at sætte krydset ud for selve partiet, så er det forskelligt hvor stemmen placeres. Det bestemmes af partiets opstillingsform:

FOLKETINGSVALG �Partiernes opstillingsformer: Kredsopstilling � Partiliste � Sideordnet opstilling � Kredsopstilling Her vælger partiet én topkandidat i hver enkelt opstillingskreds. Denne kandidat står øverst under partiet på stemmesedlen. De resterende kandidater kommer herefter i alfabetisk rækkefølge. Selve topkandidaten får alle partiets stemmer i den givne opstillingskreds. Mens der så i den efterfølgende opstillingskreds er udvalgt en anden af partiets medlemmer, som topkandidat. Udfaldet er ofte at topkandidaten i den største opstillingskreds er den som vinder flest stemmer.

FOLKETINGSVALG Partiliste Her bestemmer partiet selv rækkefølgen af kandidaterne, de står altså ikke i alfabetisk rækkefølge. , men derimod i prioriteret rækkefølge. Vælger man blot at sætte sin stemme ved et bestemt parti, så går stemmen til topkandidaten. Fordi partiet på forhånd har bestemt i hvilken rækkefølge kandidaterne kommer på stemmesedlen, så kan de dermed også med til at ”styre” hvem som folk stemmer på. Sideordnet opstilling med nominering I hver opstillingskreds er der én nomineret topkandidat , men resten står alfabetisk. Stemmerne på partiet bliver fordelt mellem kandidaterne ifht. deres personlige stemmetal. Så jo flere personlige stemmer en kandidat får, jo større andel får man af de stemmer, som ”blot” er givet til selve partiet. Denne form for opstilling er den mest udbredte blandt partierne.

FOLKETINGETS OPGAVER – DEL 1 � Folketinget har 2 hovedopgaver: � 1) At udarbejde og vedtage lov � 2) At kontrollere regeringen og ministrenes embedsmænd � Udarbejdelse og vedtagelse af lov Lovarbejdet er Folketingets vigtigste opgave. Som almindelig borger skal man henvende sig til et medlem af Folketinget eller en minister, hvis man har en idé til en ny lov. Det er nemlig kun dem, som kan komme med et lovforslag i Folketinget. De tager så kontakt til regeringens embedsmænd, som så udarbejder et lovforslag. Generelt kommer de fleste lovforslag fra de forskellige ministre, men igen er det embedsmændene som skal lave alt forarbejdet ifm. fremlæggelse af lovforslag.

FOLKETINGETS OPGAVER – DEL 2

FOLKETINGETS OPGAVER – DEL 3 �Som figuren viser skal alle forslag igennem 3 behandlinger. Ved hver enkelt behandler skal forslaget godkendes, ellers bliver det forkastet og processen stopper. 1. Behandling Her sker der en overordnet diskussion af lovforslaget. Hvis forslaget vedtages, så går det i udvalg. Dvs. 17 Folketingsmedlemmer arbejdere videre med forslaget. Fordelingen af partierne i sådan et udvalg sker efter deres størrelse i Folketinget. Udvalget arbejder med forslaget: de hører eksperters mening om emnet og andre indblandede. Efter ca. 3 måneder sendes forslaget til 2. behandling.

FOLKETINGETS OPGAVER – DEL 4 � 2. Behandling Forslaget har nu været gennemarbejdet af udvalget. Arbejdet præsenteres for Folketinget. I denne omgang kan man komme med forslag til ændringer. Normalt sendes forslaget videre til 3. behandling, men det kan også sendes til udvalg igen. 3. Behandling Tredje og sidste omgang sker normalt få dage efter den forrige behandling. Denne gang kan forslaget enten vedtages eller forkastes endeligt. Reglen hedder at alle lovforslag skal vedtages inden 5. juni, hvis ikke de bliver dette, skal man starte forfra når det nye Folketingsår starter igen om efteråret. Så det er naturligt at der er mange forslag som skal behandles og til afstemning lige inden sommeren begynder.

FOLKETINGETS OPGAVER – DEL 5 �Proceduren for at en lov træder i kraft Senest 30 dage efter vedtagelsen skal den involverede minister og dronningen skrive under på loven. Dernæst sendes den til offentliggørelse i Lovtidende, og først når den har været trykt her, kan loven træde i kraft. Det er Folketinget som ene og alene kan vedtage love i Danmark, men selv om de har denne enebeføjelse så er der nogle regler, som de skal følge – nemlig Folketingets begrænsninger i lovgivning:

FOLKETINGETS OPGAVER – DEL 6 1) Folketinget må ikke vedtage lov, som strider mod Grundloven. 2) Hvis mindst 1/3 af Folketingsmedlemmerne kræver det, kan de fleste love sendes til folkeafstemning. 3) Hvis en lov betyder, at Danmark afgiver magt til eks. EU, skal mindst 5/6 af medlemmerne i Folketinget stemme for. Hvis over halvdelen, men under 5/6 stemmer for, skal forslaget sendes til folkeafstemning.

FOLKETINGETS OPGAVER – DEL 7 �FOLKETINGETS 2. OPGAVE: �Grundloven giver Folketinget mulighed for at kontrollere regeringen. Det er gjort ud fra den betragtning, at ellers ville regeringen ene og alene besidde alt for megen magt. �Folketinget har flere måder at kontrollere regeringen på: - Parlamentarisme I Grundlovens paragraf 15 står der ”ingen minister kan blive siddende i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham”. Dvs. ønsker et flertal i Folketinget at fyre en minister, så kan dette lade sig gøre.

FOLKETINGETS OPGAVER – DEL 8 �Selv om muligheden ligger der så er det reelt aldrig sket, at Folketinget har gjort dette. �Ud over at stille et mistillidsvotum op overfor en enkelt minister, så kan de også gøre det for hele regeringen. Sker dette skal hele regeringen gå af. I Danmark er dette sket 3 gange – sidst i 1975.