Samfundets medialisering En teori om mediernes forandring af

Samfundets medialisering - En teori om mediernes forandring af samfund og kultur Oplæg d. 21. 3. 13 PD i Fortællinger og genrer

Medialisering som begreb • Medialisering: det bærende begreb i en teori om mediernes øgede og ændrede betydning i kultur og samfund • Den proces hvor samfundet i stigende grad underlægges eller bliver afhængige af medierne og deres logik • Medierne integreres i andre samfundsinstitutioners virke, samtidig med at medierne selvstændiggør sig som en institution i samfundet

Redskaber for interaktion • Hvordan medierne griber ind i den sociale interaktion, afhænger af de konkrete mediers egenskaber (materielle og tekniske kvaliteter og sociale og æstetiske kendetegn) • Affordances muliggør og udelukker bestemte handlinger, og de bidrager til at strukturere interaktionen mellem aktør og genstand • Medier er teknologier der har et sæt af affordances som muliggør, begrænser og strukturerer kommunikation og handlen

• Sociologen Erving Goffman påviste at enhver situation kræver udøvelse af bestemte roller • Teatret som metafor: enhver situation kræver et repertoire af roller for at skabe mening og social sammenhæng • Vi er i vores sociale interaktion altid i roller • Realiteten er performet, vi er hinandens aktører og publikum (der godkender realitetsindtryk)

• Face-teorien: den socialt acceptable rolle og måden at være i rollen på. • Goffman skelner mellem adfærd frontstage og backstage, på scenen og bag kulisserne • Frontstage = den socialt passende adfærd, det offentlige rum, backstage = øverum, det private rum • Situationsdefinition: afgrænser roller og skaber forventninger til interaktionens forløb

Medieringen af den sociale interaktion • Ændrer forholdet mellem front- og backstage: • Deep back region = lukket privathed, øverum • Middle region = adfærd med blandede roller af privat og offentlig karakter • Forward fronstage = offentlig og ceremoniel adfærd • Medieringen medfører bl. a. en øget refleksivitet i forhold til sociale omgangsformer, og midterscenen er den refleksive scene

• Medierne giver os mulighed for at styre vores definition af situationen • I forhold til face: Medierne udvider mulighederne for at kontrollere interaktionen

Interface mellem institutioner Medierne varetager tre funktioner i samfundsinstitutionernes indbyrdes relationer, de: • udgør et interface for den indbyrdes interaktion mellem institutioner (medier som koblingspunkt) • konstituerer tillige en fælles erfaringsverden (medier som fortolkningshorisont) • bidrager til dannelsen af en politisk offentlighed (medier som arena)

Eksempel: medialisering af habitus • Habitus er den overordnede ramme hvor indenfor den nærmere identitetsdannelse vil finde sted, herunder hvordan de sociale og kulturelle livsomstændigheder vil præge identitetsdannelsen • Habitus er et sæt mentale og kropslige skemaer

Medialiseringens individ • Medialiseringen bidrager til at fremme en blød individualisme der er afhængig af svage sociale bånd • Hverken stærke kollektive bånd eller selvberoende individualisme, men paradoksal dobbelthed af individualisme og stærk sensibilitet over for omverdenen

Gruppestyring • Reisman (1960) diagnosticerede tre grundlæggende karakterstrukturer: • Den traditionelle karakter – reguleret af skam der udøves af fællesskab og storfamilie i det traditionelle samfund • Den indrestyrede karakter – reguleret af skyld der internaliseres i individet gennem opdragelse i det borgelige, industrielle samfund

• Den gruppestyrede karakter er styret af en diffus angst for ikke at blive anerkendt og elsket af sine omgivelser • Mens den indrestyredes sociale navigationsmiddel er det indre gyroskop, er den gruppestyredes radaren der konstant afsøger omverdenen for både normativ orientering og anerkendelse

Svage bånd og selskabelighed • Medialiseringen er også med til at ændre sociale relationer og interaktionsformer: personliggørelse og selskabelighed • Stærke og svage bånd: interaktionens hyppighed, gensidighed, vedvarenhed samt graden af følelsesmæssig involvering • Selskabelighed: en samværsform som medierne har været med til at gøre mere fremtrædende

• Selskabelighed er præget af svage bånd og en legende karakter • Den bløde individualismes autonomi er afhængig af selskabelighed og skabes i den vedvarende afsøgning af og formidling af kontakt gennem både stærke og svage sociale bånd • Social integration: højere grad af kontinuerlig fornyelse, genforhandling og justering

• Hjarvad, Stig: En verden af medier. Medialiseringen af politik, sprog, religion og leg, Samfundslitteratur, 2008