Peter Nedergaard EU og lobbyismen 1 De vigtigste

Peter Nedergaard: EU og lobbyismen 1. De vigtigste spillere 2. Kommissionen og lobbyismen 3. Lobbyisme i teori og praksis 4. Udbud af lobbyisme 5. Fordele og ulemper ved forskellige typer af lobbyisme 6. Hypoteser om forskellige typer af lobbyisme 7. Bouwens lobbyismestudie af den finansielle sektor 8. Bouwens test af forskellige typer af lobbyisme og EU-institutionerne 9. Eising breder sigtet ud – inkluderer udbudssiden 10. Eisings hypoteser 11. Eisings undersøgelse 12. Resultaterne af Eisings undersøgelse

1. De vigtigste spillere Generelle euroorganisationer: - Business Europe – EU’s industrisammenslutning - Eurocommerce – detailhandel og grossistled - EFS/ETUC – privatansatte lønmodtagere - CEEP – offentligt ansatte lønmodtagere - Multilevel organisationer – opererer både på nationalt og europæisk plan – store landes stærkeste interesseorganisationer –British Industries, DG Metall o. lign. Specifikke organisationer; nicheorganisationer : - Mange, f. eks. banker, kemi, biler, maskiner, lærere, jurister osv.

Tidligere undersøgelser - Meynaud & Sidjanski (1970’erne) • Hvem har adgang til EU-institutionerne? • Vigtigheden af Kommissionen blev betonet • Derimod blev Ministerrådet sjældent opsøgt • Europa-Parlamentet var uinteressant på grund af den rene konsultative rolle

2. Kommissionen og lobbyismen Traditionelt fokus: Kommissionen Vinkler på indflydelse i. f. t. Kommissionen: a) Pluralisme – uformelle kontakter, lobbyister forsøger at få indflydelse ved at påvirke udefra via delegationsbesøg, breve, medier – kendes på nationalt plan fra bl. a. Storbritannien, Irland, Italien og Belgien.

2. Kommissionen og lobbyismen b) Korporatisme - Kommissionen inviterer euroorganisationer med i dialogfora og mere formelle udvalg samt ekspertudvalg med henblik på forberedelse af forslag, hvorved lobbyister får indflydelse indefra. - kendes på nationalt plan fra bl. a. Østrig, Danmark, Finland, Tyskland, Holland og Sverige. c) Etatistisk – lobbyister spiller en ringe rolle i forhold til Kommissionen, som betragtes som selvberoende - kendes fra nationalt plan fra Frankrig og Grækenland.

3. Lobbyisme i teori og praksis a) Lobbyisme ifølge rational choice-teorien: De fleste undersøgelser peger på, at velorganiserede, ressourcestærke interesseorganisationer med muligheder for at bero på selektive incitamenter. Dårligt organiserede og diffuse interesser taber (f. eks. skatteydere, forbrugere).

3. Lobbyisme i teori og praksis b) Integrationsteorier og lobbyisme: - Neofunktionalismen – euroorganisationer dominerer - Intergovernmentalismen/ traditionalismen – interesseorganisationer rodfæstede i medlemsstaterne - Multilevel governance – interesseorganisationer opererer i flere led - Nicheorganisationer - ”Occational players”

3. Lobbyisme i teori og praksis c) Praktiske lobbystrategier for nationale interesseorganisationer i EU: - danner euroorganisationer - lobbyer direkte i forhold til EU-institutioner - får nationale regeringer/ myndigheder til at fremme deres sag i EU - indgår i ad hoc samarbejde med andre nationale og europæiske interesseorganisationer -hyrer professionelle konsulenter Alle strategier bruges, men multilevelstrategien vinder frem

3. Lobbyisme i teori og praksis d) Lobbyisme og EU-institutionerne: Traditionelt fokus forskningen i lobbyisme i: Kommissionen. Nyt at inddrage også Ministerrådet og Europa. Parlamentet. Mulighed for sammenligning - EU-institutionerne ønsker selv lobbyismen. - EU-institutionerne har brug forskellige informationer, som lobbyisterne kan bidrage med.

4. Udbud af lobbyisme Tre typer af informationer, hvor forskellige typer af lobbyister har forskellige styrkepositioner (med hensyn til viden og repræsentativitet): 1) Ekspertviden – individuelle virksomheder (evt. konsulenter) er bedst. 2) Viden om aggregerede interesser og holdninger på EU-niveau – euroorganisationer er bedst. 3) Viden om aggregerede interesser og holdninger på medlemsstatsniveau – nationale interesseorganisationer er bedst.

4. Udbud af lobbyisme Afgørende for udbuddet af lobbyisme: Interesseorganisationernes -størrelse – store aktører kan ”gå selv”, små aktører er afhængig af kollektiv handlen - men store interesseorganisationer kan også have mange beslutningslag -strategi – national niche-spiller eller internationalt orienteret organisation - struktur – tæt forbindelse til nationale beslutningstagere eller ej?

5. Fordele og ulemper ved forskellige typer af lobbyisme Individuelle virksomheder – ekspertviden, hurtig reaktionsevne, ingen repræsentativitet. Sammenslutninger i EU – ingen ekspertviden, repræsentativitet på EU-plan, langsom reaktionsevne på grund af, at mange beslutningstagere skal tages i ed. Nationale sammenslutninger – ingen ekspertviden, repræsentativitet på nationalt plan, forholdsvis langsom reaktionsevne, men hurtigere end sammenslutninger på EU-plan. Konsulenter – ingen repræsentativitet, kan kun fremkomme med ekspertviden, hvis de er specialiserede på feltet.

6. Hypoteser om forskellige typer af lobbyisme a) Europa-Parlamentet: efterspørger især viden om aggregerede interesser og holdninger på EU-niveau – men også om medlemsstaterne. H 1: Europæiske sammenslut. > nationale sammenslut. > ekspertviden

6. Hypoteser om forskellige typer af lobbyisme b) Kommissionen: Efterspørger især ekspertviden – men også om interesser på EU-niveauet. H 2: Ekspertviden > nationale sammenslut. > europæiske sammenslut.

6. Hypoteser om forskellige typer af lobbyisme c) Ministerrådet: Efterspørger især viden om aggregerede interesser og holdninger på medlemsstatsniveau – men også om EUniveauet. H 3: Nationale sammenslut. > europæiske sammenslut. > ekspertviden

7. Bouwens lobbyismestudie af den finansielle sektor Lobbyisme = at måle indflydelsen, - en proxy for lobbyisme er adgang til lovgivningsprocessen, selv om adgang ikke nødvendigvis er lig med indflydelse. - ineffektive lobbyister kan få adgang til lovgivningsprocessen uden at være i stand til at oversætte adgangen til indflydelse.

7. Bouwens lobbyismestudie af den finansielle sektor Bouwens test: Aktører i Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet blev bedt om at rangordne: 1. Europæiske sammenslutninger 2. Nationale sammenslutninger 3. Individuelle virksomheder 4. Konsulenter Det sker med hensyn til, om de var vigtige politiske interessenter på det finansielle område.

8. Bouwens test af forskellige typer af lobbyisme og EU-institutionerne Resultat af test: Europa-Parlamentet: Europæiske sammenslut. > nationale sammenslut. > ekspertviden Kommissionen: Europæiske sammenslut. > ekspertviden > nationale sammenslut. (Overså Bouwen, at Kommissionen også var en politisk aktør? ). Ministerrådet: Nationale sammenslut. > ekspertviden > europæiske sammenslut.

8. Bouwens test af forskellige typer af lobbyisme og EU-institutionerne Konklusion af Bouwens test: Europa-Parlamentet: efter forventningen Kommissionen: hellere europæiske sammenslut. end ekspertviden, men lille forskel Ministerrådet: nationale sammenslutninger, men også individuelle virksomheder, hvis de er nationale dominerende virksomheder

8. Bouwens test af forskellige typer af lobbyisme og EU-institutionerne Konklusion af Bouwens test: Virksomheder – til Kommissionen, hvis de er multinationale Virksomheder – til Ministerrådet, hvis de er nationale dominerende virksomheder Europæiske sammenslut. – til Kommissionen og Europa-Parlamentet, men ikke Ministerrådet

Bouwen: Vinkel: ”Adgangsgoder” bestemmer ”adgangsmønstre”: • • Adgang for tre former for organisationer: Virksomheder EU sammenslutninger Nationale sammenslutninger • De tre typer organisationer leverer forskellige typer ”adgangsgoder”. • = typer af informationer (om markeder, altomfattende EUinteresser og altomfattende nationale interesser). • Finansielle sektor, efterspørgsselsorienteret.

9. Eising: Breder sigtet ud – inkluderer udbudssiden • Hovedargument: adgangsmønstre skabes af ressourceafhængighed, institutionelle muligheder og interesseorganisationernes kapacitet. • Adgangsbegrebet: • Adgang defineres som hyppighed m. h. t. kontakt. • Fra uformelle bilaterale møder med EU-embedsmænd og politikere til institutionaliserede komitémøder. • De ”politiske penge” i EU er information. • På den anden side: adgang er ikke ensbetydende med at have indflydelse på EU-politikernerne. • EU-institutionerne kan endvidere bruge interesseorganisationerne for at fremme deres egne mål.

EU’s system med mange beslutningsniveauer – mange adgangspunkter – hypoteser: • (Drejer sig om det supranationale samarbejde) • Kommissionen er stadig vigtigst for interesseorganisationerne. • Derefter EP (ændring fra tidligere) – interesseorganisationerne har mere kontakt med dem end med Ministerrådet/DER. • Kontakten er især med embedsmandsniveauet (the working level = eurokrater, rapporteurs, langt mindre med arbejdsgrupperne i Ministerrådet) snarere end med det overordnede politiske niveau.

10. Interessegruppernes kapacitet – hypoteser: • Store virksomheder – kan kontakte EU-institutionerne. • Små virksomheder – må ty til deres respektive interesseorganisationer. • Tidligere var Kommissionen kun interesseret i euroorganisationer. • Men det indre marked ændredes situationen: European Round Table, individuelle kontakter, firmakontorer i Bruxelles. • Nationale interesseorganisationer kontakter nationale ministerier/ ministre/ folketingsmedlemmer • Euro-organisationer kontakter EU-institutioner.

11. Data/undersøgelse – Eising: • Survey: Tyske sammenslutninger: korporatistisk. Franske: etatistisk. Britiske: pluralistiske. Euro-organisationer (kun erhvervslivsorganisationer = 80 % af alle). • 68 store virksomheder i disse tre lande. • 40 % svarprocent (undtagen euro-organisationer). • •

Data/undersøgelse – Eising: • Kontaktmål i spørgeskemaerne: • • • Ingen kontakt Årlig kontakt Halvårlig kontakt Kvartårlig kontakt Månedlig kontakt Ugentlig kontakt

Eisings undersøgelse: • Bekræfter i det store og hele hypoteserne • Modifikationer: • I modsætning til interesseorganisationerne er de store enkeltvirksomheder mere i kontakt med Ministerrådet end med EP. • Nationale organisationer har kun sporadisk kontakt med EU -institutionerne. • EU er ikke elitepluralistisk. • Der er ikke den store forskel mellem store virksomheders og EU-interesseorganisationernes kontaktmønster • Blanding af pluralisme og korporatisme på EU-niveau • Store virksomheder har mest indflydelse, hvis politiske ledere influerer kraftigt på beslutningsprocessen

Relationer mellem EU-institutionerne og interesseorganisationerne: • 1) Interesseorganisationerne med kontakt til EUinstitutionerne har let ved at få informationer fra Kommissionen og EP • 2) Store virksomheder og euro-organisationer er mere aktive end nationale sammenslutninger i den første dagsordenssættende fase • 3) I den efterfølgende forslagsfase intensiverer de fleste interesseorganisationer deres anstrengelser for at påvirke Kommissionens udformning af forslag til EU-direktiver og –forordninger

Relationer mellem EU-institutionerne og interesseorganisationerne: • 4) Interesseorganisationsaktiviteten går noget ned, når Kommissionen har afleveret deres forslag til Ministerrådet og EP. • 5) Når Ministerrådet diskuterer et forslag, retter de nationale interesseorganisationer deres aktivitet mod nationale ministre og ministerier snarere end mod EUbeslutningsorganet. • 6) Når EU-forslag er vedtaget og skal implementeres i medlemsstaterne, er det de nationale interesseorganisationer og store virksomheder, som i hovedsagen søger at påvirke.

Eising: Konklusioner • Store virksomheder: højt aktivitetsniveau i hele processen • Euro-interesseorganisationer: koncentreret påvirkning i politikformuleringsfasen • Nationale interesseorganisationer: spreder sig over hele beslutnings- og implementeringsfasen, men har få direkte kontakter med EU-institutionerne