Hvad er retorik iflge filosofferne og iflge retorikerne

Hvad er retorik – ifølge filosofferne og ifølge retorikerne selv? Phrontisterium 3. 3. 2018 Christian Kock Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, kock@hum. ku. dk • Siden Platon har mange filosoffer set skævt til retorikken, fordi de mener den er manipulation og er ligeglad med sandheden. Men ikke al argumentation handler om sandheden. Retorik er argumentation om hvad man skal gøre, ikke om sandheden. Dette synspunkt stammer fra Aristoteles, der betegner retorikken som en af de "mest respekterede evner" i samfundet - den er både legitim og nødvendig. At retorisk argumentation handler om handling, indebærer også et farvel til det logiske princip om at kun 'logisk gyldig' argumentation kan være god. • PS: Platons egne argumenter mod retorikken indeholder i øvrigt en hel del manipulation!

Det traditionelle filosofiske syn på retorik: • Siden Platon er dette forhold oftest blevet opfattet sådan: Filosofi er at diskutere for at finde sandheden. Retorik er at diskutere for at vinde debatten. Ergo, retorik har et mistænkeligt forhold til sandheden. • Sokrates i Gorgias: “retorik er ‘specialist i overtalelse’. . . Hele dens virke har dette som sit egentlige mål” (453 A) • Platon mente (sådan ca. ) at Sandheden om alle spørgsmål, også politiske, etc. , lå et metafysisk sted (i ideernes verden). Ved dialektisk samtale kan vi i enighed finde Sandheden.

Sokrates/Platon manipulerer (bevidst? ) • Sokrates’ bevisførelse i Protagoras (312 c-313 c) for at sofisten ikke har noget fag: En lyrespiller kan lære os at tale om … lyrespil En sofist kan lære os at tale … ? om … • Men analogien er falsk. Sokrates sammenligner ikke-analoge størrelser: lyrespillerens fag med sofistens frembringelser. Ganske vist handler lyrespillerens fag om noget bestemt, mens sofistens taler (frembringelser) kan handle om alt muligt - og derfor ikke om noget bestemt. Men det gør lyrespillerens frembringelser heller ikke! Fagperson: Fag: Frembringelser: Lyrespiller At spille lyre Musikstykker på lyre Sofist At holde taler Taler

Det traditionelle filosofiske syn på retorik – flere eksempler: • John Locke (1690): Retorik tjener ikke til andet end at “. . . insinuate wrong ideas, move the passions, and thereby mislead the judgment” • Kant (1790): Den retoriske kunst er „ … sich der Schwächen der Menschen zu seinen Absichten zu bedienen“ og er derfor „gar keiner Achtung würdig. “

En moderne anti-retorisk filosofi • Jürgen Habermas mener at Sandheden ligger i selve samtalen (ikke et metafysisk sted). Bare vi overholder samtalens regler [dvs. kommunikerer uden tvang og ”strategisk” hensigt, men for at opnå forståelse] vil samtalen føre os hen imod enighed (konsensus) i kraft af ”det bedre arguments mærkeligt tvangfri tvang”. • (Det mener de også på Christiania. )

Retorik-skepsis i den klassiske filologi, 1: • J. L. Heiberg (professor i klassisk filologi 1896 -1925), Græske Rhetorer i Kejsertiden 1920: • ”Neppe nogen Side af antik Aandsvirksomhed har et saa tungt Regnskab at svare til som den græske Rhetorik, den systematiske Undervisning i Veltalenhedens Kunst. ” • Bogen slutter med en opremsning af retorernes værste fejl: • den overfladiske ”almindelige Dannelse”, Nedværdigelsen af Videnskaben overfor det store Publicum, Afguderiet med Formen paa Indholdets Bekostning, den forskruede Jagen efter stilistiske Effekter … • de var en Kræftskade paa den antikke Litteratur, hvis ædlere Dele efterhaanden bukkede under for den uhelbredelige Sygdom.

Retorik-skepsis i den klassiske filologi, 2: • Manfred Fuhrmann, der har udgivet den eneste moderne tekstudgave af Retorikken til Alexander, har i en indføring i den klassiske retorik selv affejet den med disse ord: • "Seine Lehre ist radikal relativistisch – nicht aus der Fülle des eigenen Schöpfertums, wie des Gorgias, sondern aus dem baren Opportunismus. Seine aalglatte Routine kennt nichts als eine Vielfalt von Situationen, die ein Redner zu meistern hat, und sie sucht für eine jede von ihnen möglichst viele und hilfreiche Argumente an die Hand zu geben, gute und schlechte, wie es sich trifft; eine Bewertung und Auslese nach irgendwelchen Prinzipien findet nicht statt" (Fuhrmann, 1984, 29).

Den retoriske selvopfattelse: • Definerer retorik og retorisk argumentation ud fra et bestemt domæne – nemlig fælles handlinger • - som man ‘rådslår’ om (βουλεύειν) og derpå træffer et valg om (προαίρεσις). • Aristoteles: ”Retorikken har altså sådanne ting til genstand, som vi drøfter og rådslår om, men som vi ikke har noget fag eller nogen videnskab til at besvare … ” (Hastrups oversættelse, 1357 a)

Den retoriske selvopfattelse: • Men fra og med Aristoteles har retorikere defineret deres fag anderledes. Retorik, siger han, drejer sig om at ’rådslå’ (bouleuein). Vi rådslår om det vi selv kan sætte i værk – f. eks. at deltage i en krig, at sætte skatten op eller ned, osv. Om disse emner findes der principielt ingen ’sandhed’; de handler om hvad vi vil.

• - og de valg vi så træffer, er ikke ’sande’ eller ’falske’: ’ • ἔτι οὐκ ἔστι προαίρεσις ἀληθὴς ἢ ψευδής (Eud. Etik, 1226 a) • - dvs. ‘Sandhed’ er ikke en egenskab ved selve valget, men kun ved nogle af de præmisser valget træffes ud fra

Sml. Nikomakæiske Etik om βουλεύειν: • “nobody deliberates about things eternal, such as the order of the universe, or the incommensurability of the diagonal and the side, of a square. … The reason why we do not deliberate about these things is that none of them can be effected by our agency. We deliberate about things that are in our control and are attainable by action” (1112 a).

Senere retoriske tænkere, 1: • Cicero ser “oratorical ability as a part of political science” (civilis scientiae pars) (De inventione I. v. 6). • “It seems the height of folly to assign to an orator as if they were trifles these subjects in which we know that the sublime genius of philosophers has spent so much labour”. (I, vi, 8) • Quintilian: “in the main, rhetoric is concerned with action; for in action it accomplishes that which it is its duty to do” (IO II. xviii. 2)

Senere retoriske tænkere, 2: • Isidor af Sevilla (c. 630): “eloquence on civil questions whose purpose is to persuade men to do what is just and good” • Georg af Trapezunt (c. 1430): “a science of civic life in which, with the agreement of the audience insofar as possible, we speak on civil questions” • Vico (1711): ”that which falls under deliberation of whether it is to be done or not to be done”

Senere retoriske tænkere, 3: • Chaïm Perelman (1958): “the use of reason in directing our own actions and influencing those of others” • Lloyd Bitzer (1968): ”it functions ultimately to produce action or change in the world” • Gerard Hauser (2002): “rhetorical communication … attempts to coordinate social action”

Strukturen i praktisk/retorisk argumentation: Vi går ud fra de(t) mål vi vil fremme, og finder et til rådighed stående middel der kan fremme det; det vælger/beslutter vi så at anvende MEN: If a proposition is true, then it is not also false; but if a project or proposal or decision is good, that does not exclude its being also, from another point of view, bad. Tilstræbte mål/værdier Middel som ikke er til rådighed Middel som er til rådighed Fremmer et mål Modvirker et mål Kenny, Anthony (1979). Aristotle’s Theory of the Will, 146. ALTSÅ: I praktisk/retorisk argumentation er der mange – til dels modstridende – mål (værdier) i spil. Derfor er der ingen nødvendig slutning (= ingen logisk ’gyldig’ slutning) fra at en handling fremmer et mål, til at den skal iværksættes

Tre forhold der gør praktisk/retorisk argumentation forskellig fra argumentation om Sandheden: • 1. Praktisk/retorisk argumentation har mange dimensioner • 2. I praktisk/retorisk argumentation er argumenternes vægt ’trinløst variabel’ • 3. I praktisk/retorisk argumentation er argumenternes vægt ofte forskellig alt efter hvilket individ der anskuer dem (’subjektivitet’)

1) Praktisk/retorisk argumentation har mange dimensioner: • Deontiske argumenter – Bygger på værdibegreber • Konsekvens-baserede argumenter: – Fordele – Ulemper - som inddrager sandsynligheds- og troværdighedsfaktorer samt værdibegreber • … som tilhører mange dimensioner

Den første (? ) teori om ’mange dimensioner’: • Retorikken til Alexander (menes skrevet af en Anaximenes vi ikke ellers kender, som lærebog til den unge Alexander af Makedonien): – – – – Det retfærdige Det lovlige Det nyttige Det ærefulde Det behagelige Det nemme Det gennemførlige Det nødvendige

Kort sagt … • … er der principielt flere forskellige værdier på spil samtidig i rådslagning om beslutninger (= praktisk argumentation = retorik) • … er de beslutninger vi tager, ikke ”sande” eller ”falske” • … er der ingen ”logisk gyldige” slutninger fra et givet sæt præmisser til bestemte beslutninger • … kan der principielt siges noget relevant både for og imod alle beslutninger

Argumenter ”in utramque partem” ifølge Cicero: ”Skulle der engang komme en mand, som var i stand til i aristotelisk form at argumentere for og imod (in utramque partem) i alle mulige spørgsmål og i tilknytning til hans anvisninger udarbejde to hinanden modsatte indlæg i enhver sag (…) så ville vi i ham have den sande, den fuldendte, den virkelige og eneste taler” (de Oratore 3. 80). Vi talere bør jo nemlig også have både evne og uddannelse til at tale såvel for som imod spørgsmål, der angår dyden, pligterne, det rimelige og det gode, menneskelig værdighed, nytte, ære, vanære, belønning, straf og lignende sager. de virtute enim, de officio, de aequo et bono, de dignitate, utilitate, honore, ignominia, praemio, poena similibusque de rebus in utramque partem dicendi etiam nos et vim et artem habere debemus (De oratore 3. 107).

Værdipluralisme Da Isaiah Berlin som student læste Machiavelli, gik det op for ham ”at ikke alle de højeste værdier som menneskeheden har stræbt efter nu og i fortiden, nødvendigvis var forenelige med hinanden” (”Den ideale stræben”, 35) ”Vi kan diskutere hinandens synspunkter, vi kan prøve at nå et punkt hvor vi kan mødes, men i sidste ende kan det du stræber efter, være uforeneligt med de mål som jeg bliver klar over at jeg har viet mit liv til. ” "Værdier kan nemt støde sammen i et enkelt individs indre; og heraf følger ikke at hvis de gør, må nogle være sande og andre falske. ” (40) ”sammenstødene, selv hvis de ikke kan undgås, kan afbødes. Krav kan afvejes, kompromiser kan nås: I konkrete situationer har alle krav ikke lige stor vægt – så meget frihed og så meget lighed. . . Der må foretages prioriteringer, prioriteringer som aldrig kan blive endelige og absolutte” (48) (Fra Den ideale stræben og andre essays. Gyldendal 2005. ) Eng. /lettisk/jødisk filosof og idéhistoriker, professor i Oxford (1909 -1997)

Værdi-pluralisme indebærer inkommensurabilitet: • Bentham: Find “the greatest happiness for the greatest possible number” – men hvordan? ! • Stuart Mill: vi behøver en “common umpire” • Men: • Der er ingen overdommer/fællesnævner => • ”inkommensurabilitet”

Det gælder også på ’familie’-niveauet: Grim Bekvem Tung Dyr! God til tv Afstressende

Enstrengede teorier om praktisk/retorisk argumentation holder ikke: • Man kan finde den objektivt bedste (”sande”) valgmulighed ved at beregne det bedst mulige forhold mellem cost (penge) og benefit (”gavn for menneskeheden”). • Eksempler: ”Mest miljø for pengene”, Lomborgs ”Copenhagen Consensus” m. v. • Men det forudsætter: • 1) at alle de faktorer der indgår i hhv. cost og benefit, skal måles og udtrykkes på en fællesnævner • - det er især problematisk for benefit. • 2) at enten cost eller benefit skal fastlægges som en konstant • 3) at vi alle skal være enige om hvordan vi gør 1) og 2) • - men ingen af disse forudsætninger er opfyldt!

Selv Lomborg anerkender inkommensurabilitet: ”De demokratiske lande vælger at bruge hundreder af milliarder dollar på militær, på motorveje og på overførselsindkomster. Det er et politisk valg. Personligt vil du og jeg måske gerne prioritere anderledes, men når beslutningen er taget, er der ikke et demokratisk problem. Og vi har ikke den verdensregering, der kan lave en samlet prioritering. … I Danmark har vi valgt at bruge milliarder på overførselsindkomster, og vi har valgt at give en halv milliard kroner til Det Kongelige Teater. Vi kunne også sende pengene til de sultende i Etiopien, men det gør vi ikke, fordi vi også vil have lov til at le i Danmark. ” (Information 30. januar 2004)

2) I praktisk/retorisk argumentation er argumenternes vægt ’trinløst variabel’: Hermogenes’ ”Peri Heureseôs” (ca. 200 e. K. ) beskriver en metode (ergasia) til at give sine argumenter gradvist mere vægt ved at gå i detaljer med hhv. paralleller og omstændigheder. Oversat (i uddrag) af C. K. i Rhetorica Scandinavica 33(2005) paralleller: sammenligning [parabolê]], eksempel [paradeigma], det mindre [mikroteron], det større [meizôn], det lignende [isos], det modsatte [enantion]. omstændigheder: stedet [topos], tiden [khronos], måden [tropos], personen [prosôpon], grunden [aition] og selve handlingen [prâgma]

3) I praktisk/retorisk argumentation er argumenternes vægt ofte forskellig alt efter hvilket individ der anskuer dem (’subjektivitet’) • F. eks. : • De fleste synes sikkert at det er godt at en film f. eks. er morsom, men også at den er lærerig, gribende, rystende, … • - men vi prioriterer nok disse kvaliteter forskelligt! • De fleste synes nok også det er dårligt at en film er plat, vulgær, etc. – men nogle synes faktisk at det er udmærket!

Hvilken film skal vi se i aften?

I praktisk/retorisk argumentation er argumenternes vægt ofte forskellig alt efter hvilket individ der anskuer dem (’subjektivitet’). Eksempel 2: fra BBC’s Pride and Prejudice: “My situation in life, my connections with the family of De Bourgh, and my relationship to your own, are circumstances highly in my favour”

Argumenter i retorisk argumentation Der er oftest lodder (argumenter) på begge sider - men modsat lodderne på en købmandsvægt har politiske argumenter ikke en ”objektiv” vægt - de har derimod en ”fænomenologisk” vægt … - Derfor er de illustreret ved ”tankebobler” - for der er jo ingen objektiv fællesnævner for hvordan man beregner vægten af forskelligartede (”inkommensurable”) argumenter … - Derfor har boblerne forskellig farve - dvs. de har for hver enkelt (vælgeren) den vægt som vedkommende synes de har

- og her kommer retorikken ind. Hvorfor? • (Næsten) enhver beslutning vil være i overensstemmelse med visse af vore værdier og i modstrid med andre. Der er pro- og contra-argumenter. • Men vi kan ikke rationelt, sikkert og objektivt afveje pro- og contra-argumenterne. Deres respektive vægte har en subjektiv og fænomenologisk (”oplevet”) karakter for hver af os. • Med retorik kan vi imidlertid påvirke hinandens oplevelse af argumenternes vægt. • Retorik bygger kort sagt på den demokratiske idé om at det er legitimt at ville noget forskelligt. Det er i den retoriske samtale at demokratiet lever.

Retorisk argumentation påvirker ved at … • • • • forstå hvad situationen kræver (kairos, intellectio) fremdrage oversete aspekter af tingene (inventio) sætte tingene og deres egenskaber ind under bestemte begreber, rammer og perspektiver (topik) formulere argumenter (logos) gøre tingene nærværende (evidentia) beskrive tingene i detaljer (ergasia, circumstantia) sammenligne tingene med fortilfælde, analogier, kontraster … (ergasia, amplificatio) sætte tingene i relation til modtagernes værdier (enthymemer) vække tillid (ethos) engagere modtagernes følelser ift. de emner vi diskuterer (pathos) bruge metaforer og andre troper (elocutio) skabe engagement og projicere ethos med levende stil og fremførelse (deinotês, actio, numerus) - osv.

Retorik er nødvendig … • …når det gælder situationer uden én ”sand” beslutning – hvor man altså legitimt kan synes noget forskelligt. • Vi kan ikke objektivt afveje argumenterne for og imod, men vi kan (og skal) sammenligne dem. • Det kan retorik hjælpe os med. • Alternativerne er: • At vælge blindt eller ureflekteret • At slås

Nogle litteraturhenvisninger • • • Berlin, Isaiah. 2005. Den ideale stræben og andre essays. København: Gyldendal. Bitzer, L. F. 1968. The rhetorical situation. Philosophy and Rhetoric 1: 1– 14. Fuhrmann, Manfred (1984). Die antike Rhetorik. Eine Einführung. Artemis & Winkler. Hauser, G. A. 2002. Introduction to rhetorical theory, 2 nd ed. Prospect Heights, IL: Waveland. Hermogenes: "Om argumentation". Introduktion og oversættelse ved Christian Kock. Rhetorica Scandinavica 33, 6 -16. Kenny, Anthony (1979). Aristotle’s Theory of the Will. London: Duckworth. Kock, Christian (2003). Multidimensionality and non-deductiveness in deliberative argumentation. In: Frans H. van Eemeren, J. Anthony Blair, Charles A. Willard, A. Francisca Snoeck Henkemans (Eds. ), Anyone Who Has a View: Theoretical Contributions to the Study of Argumentation (pp. 155 -171), Dordrecht: Kluwer Academic Publishers, . --. (2006). Multiple warrants in practical reasoning. In: David Hitchcock , Bart Verheij (Eds. ), Arguing on the Toulmin Model: New Essays on Argument Analysis and Evaluation (pp. 247 -259), Dordrecht : Springer Verlag. --. (2009). Choice Is Not True Or False: The Domain of Rhetorical Argumentation ', Argumentation 23, 61 -80. --. (2010). The difference between the rhetorical and the philosophical concept of argumentation ', i CF Gethmann (red. ) , Lebenswelt und Wissenschaft , Deutsches Jahrbuch Philosophie, vol. 2, Felix Meiner Verlag, Hamburg, s. 451 -464.

Nogle litteraturhenvisninger • • • Kock, Christian. (2007). Norms of legitimate dissensus. Informal Logic 27, 179 -196. Kock, Christian. (2009). Choice is not true or false: the domain of rhetorical argumentation. Argumentation 23, 61 -80. Kock, Christian. (2010). The difference between the rhetorical and the philosophical concept of argumentation. Lebenswelt und Wissenschaft. (Deutsches Jahrbuch für Philosophie 2. ) Ed. Carl Friedrich Gethmann. Hamburg: Felix Meiner Verlag, 451 -464. Perelman, C. , & L. Olbrechts-Tyteca. 1969. The new rhetoric. A treatise on argumentation. Notre Dame: University of Notre Dame Press (Original edition: 1958, La nouvelle rhétorique. Traité de l’argumentation. Paris: Presses universitaires de France). Raz, J. (1998). Incommensurability and agency. I Chang, R. (Ed. ), Incommensurability, incomparability, and practical reason. Cambridge, Mass. : Harvard University Press, 110 -128. Vico, G. 1996. The art of rhetoric (Institutiones Oratoriae, 1711– 1741). From the definitive latin text and notes, Italian commentary and introduction by Giuliano Crifo` (trans and ed. : Pinton, Giorgio A. and Shippee, Arthur W. ). Amsterdam: Rodopi.