God uddannelse til alle ogs til unge med

God uddannelse til alle - også til unge med særlige behov - Chefkonsulent og ph. d. -studerende Leo Komischke-Konnerup ved Aalborg Universitet og UC Syd

STU – en ikke-uddannelse? STU er en stærkt individualiseret uddannelse – men retter ikke i nævneværdig grad opmærksomheden mod de krav og forventninger som samfundet generelt stiller til individet – hverken kritisk eller på anden vis STU er allerede i sit formål en negativt defineret uddannelse for de unge, der ikke antages at kunne tage andre uddannelser og som ikke for alvor kan betragtes som myndige ( forældre 25 år) (en kan-ikke uddannelse) STU er en stærkt decentraliseret uddannelse med store forskelle fra tilbud. Den måde hvorpå man forstår uddannelse og de unge samt hvad og hvordan eleverne skal lære eller ikke lære afhænger i vidt omfang af lokale forståelser og beslutninger. Hvad eleverne behøver eller ikke behøver at lære er ikke et offentligt anliggende men et rent lokalt (se fx sociallovgivning/socialfaglig orientering)

Uddannelse – en aktuel politiskøkonomiske forståelse Uddannelse skal levere netop de borgere som staten har behov for i en globaliseret og konkurrencebetonet verden (hastighed, arbejdsomhed, effektivitet, fleksibilitet, sundhed, livslang uddannelsesparathed for alle …) Uddannelse og undervisning er instrumenter for staten og samfundets økonomiske politik. Uddannelse ses som et politiskøkonomisk fænomen eller problem som skal indfri statens og samfundets politisk-økonomiske interesser – så effektivt som muligt (derfor abstrakt, boglig-teoretisk skole og uddannelse) Nøglespørgsmålet: Hvad kan skole og uddannelse gøre for staten og samfundet? Ikke omvendt: Hvad kan staten og samfundet gøre for skole og uddannelse? Her er der i høj grad en sammenhængende og helhedsorienteret uddannelseslogik som omfatter de unge i hele uddannelsessystemet – og som i virkeligheden også omfatter og bestemmer STU som en ikke-uddannelse og elever med særlige behov som nogen der ikke for alvor regnes med i samfundets uddannelsessystem.

Hvad ville samfundet mangle hvis STU ikke fandtes? STU er således hverken uden helhed og sammenhæng og det bliver helt synligt hvis man stiller spørgsmålet: Hvad ville staten og samfundet mangle hvis STU ikke fandtes? Loven selv giver ikke noget rigtigt svar men overlader det til det perspektiv man lokalt vælger at anlægge. Loven giver et ikkesvar på spørgsmålet om hvad samfundet ville mangle. Og spørger man ud fra et politisk-økonomisk perspektiv på uddannelse så er svaret direkte negativt: STU leverer ikke effektive, innovative, fleksible, omstillingsparate og kosmopolitiske borgere som kan bidrage til Danmarks konkurrenceevne på et globalt og stærkt konkurrencebetonet marked. STU er ikke et uddannelsesmæssigt aktiv Ud fra et politisk-økonomisk perspektiv på uddannelse er STU en ikke-uddannelse og eleverne er indfældet i og defineret ud fra en ikke-uddannelsessammenhæng!

fortsat Der er altså både helhed og sammenhæng i uddannelsen for unge med særlige behov. Så hvis vi blot søger helhed og sammenhæng er den i virkeligheden ikke så svær at finde. Men den er ikke acceptabel i et moderne, humant og demokratisk samfund (der er tale om hierarkisering og reduktion af menneskelige evner og interesser) Men hvilken sammenhæng og helhed giver det så mening at tale om når vi taler om uddannelse for unge med særlige behov? Almindeligvis placerer man STU i en specialpædagogisk sammenhæng men jeg foreslår i min forskning at man placerer skole og uddannelse for unge med særlige behov i en almen pædagogisk sammenhæng – og så ser spørgsmålet lidt anderledes ud: Hvad ville samfundet mangle hvis ikke alle unge har mulighed for at lære og danne sig i forhold til ligeværdig og selvbestemmende medvirken i et ansvarligt og fælles menneskeligt liv? Svar: Samfundet ville mangle god uddannelse – altså menneskelig uddannelse (se forskel på effektiv og god uddannelse)

Hvorfor ikke en specialpædagogisk sammenhæng? Psykologisk-medicinsk teoretisk sammenhæng Samfundsvidenskabelig sammenhæng Mennesket er offer for samfundsmæssige forhold eller sin individuelle biologi/fortid Mennesket er uansvarligt og afmægtigt – en funktion af samfundet eller biologien God uddannelse kan ikke have elevens uansvarlighed og afmægtighed som grundlæggende udgangspunkt – men elevens mulige menneskelighed ellers ville den ikke være god (men umoralsk) Det er denne mulighed som et almenpædagogisk sammenhæng gør opmærksom på – uanset elevernes forskellige vanskeligheder, diagnoser, handicaps osv. (kan-endnu-ikke-kultur)

”Kan-ikke-kultur” Specialpædagogisk forskning har ofte befordret en kanikke-kultur i special- og socialpædagogisk praksis 1) Eleverne kan ikke lære det samme som andre unge - at opføre sig ordentligt blandt andre - at udsætte behov (økonomi, vægt …) - at koncentrere sig - at gå i skole - at gøre ordentligt rent - at tage bussen alene - at stå op om morgnen (uelskværdige)

Kan-ikke-kultur 2) Derfor behøver de heller ikke at lære det samme som andre. Hvad er det som unge med særlige behov ikke behøver lære? 3) Det er synd for dem. De behøver en særlig omsorg som beskytter dem mod verden, den modgang og smerte som man møder der. (Eller lære at håndtere modgang og smerte? ) (pædagogisk omsorg) 4) Fordi de ikke kan det ene eller det andet skal vi anerkende det de kan – og se bort fra det de ikke kan (pædagogisk anerkendelse) 5) Vi må hjælpe den enkelte elev med at tilpasse sig forholdene – for vi kan jo ikke lave verden om (reagere og legitimere) (pædagogisk og politisk opgave)

Uddannelse som pædagogisk praksis Når jeg forsker i skole og uddannelse for unge med særlige behov placerer jeg undervisning og uddannelse i en almen pædagogisk sammenhæng eller helhed – hvor jeg skelner mellem effektiv og god/ordentlig uddannelse. Effekt interesserer mig ikke – det gør derimod den måde hvorpå vi udformer pædagogisk praksis og tager pædagogisk ansvar overfor unge med særlige behov antager at der findes et særegent og selvstændigt pædagogisk perspektiv hvormed man kan undersøge og beskrive pædagogisk praksis på dens egne betingelser Og det er vanskeligt i disse år pga. en politiseret uddannelsesforsknings store succes (politik og forskning)

Forslag til pædagogisk sammenhæng og helhed i STU Det handler ikke så meget om at ensrette eller centralisere STU fx på metode, indhold eller læringsmål - men om at udvikle og beskrive en fælles og forpligtende forståelse af STU som god uddannelse dvs. som pædagogisk ansvarlig og pædagogisk taktfuld praksis At ville forstå og beskrive, diskutere og tilrettelægge uddannelse for unge med særlige behov ud fra et almenpædagogisk perspektiv, der primært peger på eleverne som resultater af deres lærings- og dannelsesprocesser, deres lærings- og dannelseskræfter – og ikke som ofre for samfundsmæssige og individuelle omstændigheder At alle mennesker kan lære og danne sig – også unge med særlige behov. Pædagogisk set er deres primære problem at de allerede har lært forfærdelig meget i skolen, hvor deres læring ikke blevet formet pædagogisk: de har lært at de ikke kan lære, medvirke og høre til i skole og uddannelse

Almene pædagogiske principper Alle mennesker kan lære og danne sig. Pædagogisk praksis forudsætter og anerkender altid denne evne. Ikke som resultat af pædagogisk praksis men som forudsætning. Usynlig læring – kender ikke rækkevidden af denne evne. Pædagogisk læringsbegreb. Alle mennesker kan pædagogisk opfordres til at medvirke i deres egne lærings- og dannelsesprocesser – for senere at kunne opfordre sig selv og andre til at lære og danne sig livet igennem (at opdage deres evne til at lære og danne sig)(deres menneskelighed) Alle mennesker behøver menneskelige fællesskaber som de kan deltage og medvirke i for at leve og handle som ordentlige mennesker blandt andre mennesker. Derfor må de indføres pædagogisk, altså lære, hvordan man tænker og handler politisk, økonomisk, etisk, i arbejdslivet, i foreningslivet, fritidslivet, privatlivet, kærlighedslivet, i husholdningen … (al pædagogik er også socialpædagogik) Et moderne og humant samfund hvor alle mennesker har mulighed for at lære og danne sig livet igennem er ikke en selvfølge, eksisterer ikke af nødvendighed men i kraft af frihed. Pædagogisk praksis har også et politisk ansvar (alle menneskelige behov og interesser) (ingen dannelsesmæssig hierarkisering)

Pædagogiske muligheder At se uddannelse som steder, der er pædagogisk latente, kan arrangeres og udnyttes pædagogisk (se fx det store og det lille hus) (at leve og at lære At se hverdagslivets gentagelser som pædagogisk latente, kan arrangeres og udnyttes pædagogisk (meningsfuld undervisning: at leve og lære) At udvikle og udforme et pædagogisk arrangeret uddannelsesliv, sammenhæng mellem at lære og at leve, At forstå socialpædagogik som betydningsfuld for en skole- og uddannelsespædagogik (se Reyer) Skolen for livet er ikke blotskolen for fremtidens liv – men også for nutidens – men ikke kun for nutiden!

Et pædagogisk læringsbegreb Anerkender hvad eleven (endnu ikke) kan Smerte og frustration Forudsætning ikke resultat Langsomhed og usikkerhed At medvirke, jeg kan Peger på et pædagogisk omsorgs- og ansvarsbegreb , et pædagogisk hjælpebegreb: Fastholde krav og yde tilpasset hjælp