Fuglestemmer er link til www dof dk Biolog

Fuglestemmer er link til www. dof. dk Biolog Lars A. Clark

Nattergal (Luscinia luscinia) Den sagnomspundne nattergal er kendt for sin flotte sang, men ikke mange kender dens udseende. For ikke nok med at nattergalen lever en meget diskret tilværelse gemt i vegetationen, den er også meget diskret farvet med en mørkebrun overside og en lyst brungrå underside. Den hører til smådroslerne og ikke til sangerne. Da den synger om natten, er den ofte ret ene om at præge lydbilledet i yngleområdet efter mørkets frembrud. Det gør det lettere for hannen at tiltrække hunner. Sangen består af høje, klare toner, et gentaget og metallisk tjåk og klaprende serier. Der forekommer stor variation i sangen.

Solsort (Turdus merula) Solsorten er en af vore mest almindelige fugle. Den kan træffes i haver, parker og skove. I skoven foretrækker den at leve i løvskov. Når hannen synger, placerer han sig højt oppe, så man kan høre ham langt omkring. Sangen består af bløde fløjtetoner. Det lyder lidt som om fuglen jodler. Sangen starter allerede fra begyndelsen af marts og slutter i juli.

Bogfinke (Fringilla coelebs) Bogfinken kan man også finde i parker, haver og skov. Bogfinken placerer sig højt, når den synger - og da den også har en kraftig stemme, er den nem at høre. Bogfinken lærer en del af sin sang fra andre bogfinker, og den er derfor en af de fugle som har dialekt. Det vil sige at sangen kan variere lidt fra område til område. Den har dog et fast tema der lyder som et: Det-det-ka’-jeg si’-li’så-tit-det-ska’-vær’. Bogfinken synger fra starten af marts til midten af juli.

Gulspurv (Emberiza citrinella) I skoven finder man gulspurven i skovbrynene og skovlysningerne. Når den synger, sidder den ofte højt oppe i træer eller buske. Sangen er en af de nemmeste at lære. Gulspurven tæller nemlig til syv. Det lyder som: En-to-tre-fir’-fem-seks-syyyv. Gulspurven er også en af de fugle som synger med dialekt, så derfor tæller nogle f. eks. til otte. I Danmark har man fundet syv forskellige dialekter. Gulspurven synger fra starten af marts til midten af august.

Musvit (parus major) Hvis man har foderbræt i haven om vinteren, er den en flittig gæst. I gamle dage kaldte man nogle steder musvitten for savfileren, fordi man syntes at dens sang lød, som når en sav blev filet. Musvitten har mange sangvariationer, men to af de mest almindelige plejer man at gengive som fyti-fyti og titify-titify. Musvitten synger fra januar/februar til juni.

Gærdesmutte (Troglodytes troglodytes) Gærdesmutten er vores næstmindste fugl, og den kan være svær at få øje på. Eneste krav til levested er, at der skal være et tæt krat eller buskads. Trods sin størrelse har den en meget kraftig stemme. Sangen er lidt skinger med et fast tema, hvor den afsluttende lange trille lyder som en pind der bliver trukket hurtigt hen over et stakit. Hanner der synger meget om morgenen, er eftertragtede af hunnerne. Gærdesmutten kan høres hele året, men er mest aktiv fra marts til oktober.

Løvsanger (Phylloscopus trochilus) Løvsangeren findes i al slags skov, men den foretrækker åbne løv- eller blandingsskove. Den ankommer til Danmark fra midten af april til starten af maj. På det tidspunkt er skoven sprunget ud, og den er derfor lidt svær at få øje på. Men sangen afslører den. Den synger både fra sangposter i toppen af mindre træer og mens den søger føde. Dens sang er meget kort, ca. 3 sekunder. Temaet er fast og lyder som dir-dir-dir-dir…. med faldende toneleje. Det lyder meget smukt - og lidt sørgmodigt. Løvsangeren kan høres fra slutningen af april til midten af juli. Gærdesanger (Sylvia curruca)

Ringdue (Columba palumbus) Ringduen eller skovduen, som den også bliver kaldt, er vores mest almindelige due. Den findes i alle typer skov, i parker og i ældre haver. Ringduen hævder sit territorium ved hjælp af stemmen. Man siger at den kurrer. Hvis man lytter godt efter lyder det næsten som om den siger: Jeg- er-en-stor-fed-skovdue. Den hævder også sit territorium på en anden måde. Fuglen flyver stejlt opad og laver et par høje klask med vingerne, og glider derefter på stive vinger nedad igen. Kig op over træerne, så kan du ikke undgå at se det. Ringduen kan høres og ses på denne måde helt fra februar til september.

Dompap (Pyrrhula pyrrhula) Beskrivelse Dompaphannen er en af de mest farvestrålende fugle i den danske natur. Hannen er umiskendelig med en markant rød underside, der står i stærk kontrast til den grå overside og fuglens sorte kalot. Der forekommer to underarter af dompap i Danmark, lille dompap (P. p. europaea) i den vestlige del af landet og stor dompap (P. p. pyrrhula) i den østlige del. Navnet kommer af det tyske "Dompape", domprovst, hvis festdragt ligner dompappens. At navnet sidenhen er blevet synonymt med "dumrian", skyldes formentlig den sproglige lighed med ordene "dum" og "paphoved".

Stær (Sturnus vulgaris) Stæren kan træffes overalt omkring os. Den er huleruger og benytter gerne fuglekasser eller gamle spættehuller i skoven. Når hannen har fundet et passende redested, sidder han udenfor hullet og synger. Sangen er meget varieret og består af skrattende og hæse lyde blandet med en masse efterligninger af andre fugle. Stæren er nemlig en mester i efterligninger, og det er ikke kun fugle den kan finde på at efterligne. Der er eksempler på at stære har efterlignet dommerfløjter og på den måde skabt uro på den lokale fodboldbane. Afhængigt af vinteren, kan stæren starte med at synge allerede i marts og fortsætte til juni. Sangen er dog kraftigst i starten af perioden.

Sangdrossel (Turdus philomelos) Sangdroslen er en brunlig drossel, som er en smule mindre end solsorten, men som ellers minder om denne i udseende. Fuglens overside er lysebrun, og undersiden er lys med mørke pletter. Benene er hudfarvede. Ligesom solsorten er også sangdroslen en dygtig sanger. Sangen er beskrevet på mange måder, f. eks. akvavit, akvavit - rigtig tit, men sangdroslen har et stort repertoire og er desuden en dygtig imitator.

Silkehale (Bombycilla garrulus) Silkehalen er en meget særegen fugl, som ikke kan forveksles med andre danske fugle. Mest iøjnefaldende er den store top samt de markante gule og røde felter på hale og vinger, der lyser op på baggrund af den brune grundfarve. Endvidere har arten en karakteristisk sort hagesmæk og ansigtsmaske. I flugten ligner silkehalen stæren, men er en smule mindre. Dens kald lyder som en ringen af små sølvklokker. På engelsk kaldes den Bohemian Waxwing, fordi den som en anden "boheme" eller "sigøjner" ikke har en fast trækrute, men flytter sig efter de tilgængelige føderessourcer

Rødhals (Erithacus rubecula) Rødhalsen er en meget almindelig dansk fugl, af mange kendt som rødkælk. Navnene er synonyme, idet "rødkælk" kommer fra det tyske Rotkehlchen, hvor Kehlchen betyder strube. Den ses ofte i haven, og den er ikke til at tage fejl af med sin oprette holdning og den rustrøde hals, der lyser op på den hvidgrå bug. Ryg og vinger er diskret gråbrune. Den røde strube er lige så markant i vinterdragten som i sommerdragten. Det hænger sammen med, at rødhalsen opretholder territorium hele året. Den røde farve spiller en vigtig rolle i forsvar af territoriet. Rødhalsens stemme er karakteristisk. Kaldet er et smældende tik, og sangen, som varierer meget, er en strøm af klare toner med mange temposkift og skift mellem dybe og høje toner. Rødhalsens sang høres hele året, fordi den forsvarer sit vinterterritorium med sang. Sangen høres også, når det er mørkt, og som noget usædvanligt for vore hjemlige spurvefuglearter etablerer hunnerne også fødeterritorium, som de forsvarer med sang.