Folkeuniversitetet i Kbenhavn Ordets magt retorisk tnkning der

Folkeuniversitetet i København Ordets magt – retorisk tænkning der holder Ved professor Christian Kock, Københavns Universitet 3: Renæssancen: retorikkens genfødsel

Middelaldertænkning: et gudsbevis • Anselm af Canterbury (1033 -1109) var født i Italien og blev biskop i Normandiet, hvor den senere konge af England, Vilhelm Erobreren, var hertug; efter Vilhelms erobring af England i 1066 fulgte Anselm med og blev ærkebiskop af Canterbury i 1093. I sine teologiske skrifter repræsenterer han en vigtig tendens i middelalderen, nemlig at ville bevise kristendommens trossætninger logisk. I Proslogion fremfører han sit berømte 'ontologiske gudsbevis', og i Cur deus homo (”Hvorfor Gud blev menneske”) søger han at bevise at det var logisk nødvendigt for Gud at frelse verden ved at ofre sin søn. Gudsbeviset lyder sådan: • det største tænkelige [det vil sige Gud] kan ikke kun eksistere i tanken, for hvis det kun eksisterede i tanken, kunne man også tænke sig at det tillige eksisterede i virkeligheden, hvilket jo er større. Så hvis det størst tænkelige kun eksisterede i tanken, så ville det størst tænkelige være noget der var større end det størst tænkelige, men det er selvfølgelig umuligt. Derfor må det største tænkelige helt klart eksistere både i tanken og i virkeligheden.

Renæssancetænkning • Lorenzo Valla (1407 -57): "Hvad er mere udueligt end den filosofiske fremgangsmåde, hvor det er sådan at hvis bare ét ord er forkert, så bringes hele sagen i fare? Taleren derimod anvender mange og forskelligartede grunde, han bringer modsætninger ind, finder eksempler, foretager sammenligninger og tvinger selv den sandhed der gemmer sig, til at komme frem. Hvor elendig og ringe er ikke den general som lader hele krigens udfald afhænge af én enkelt soldats liv! I kamp må man bruge dem alle sammen; hvis en soldat falder, eller hvis en deling besejres, så kan én til og endnu én sættes ind. " (De voluptate XII, 6. )

Erasmus af Rotterdam: Stoffets fylde • Han anviser 11 metoder til at ’udbrede’ sit sof (dilatare). Nr. 11 lyder sådan: • at ophobe så mange argumenter som muligt fra alle mulige kilder og topoi. Her kommer alt godt fra de forudgående perioders topik igen ind i billedet, i ret usystematisk opremsning - i det hele taget er Erasmus, med sin begejstring for mængde og fylde, ikke den skarpeste systematiker. Han lader sig visse steder helt tydeligt rive med af trangen til at samle så meget stof som muligt, og f. eks. vokser hans 11. dilatare-metode ud over alle bredder. Når det gælder personer, kan man se på deres slægt, land, køn, alder, uddannelse, udseende, besiddelser, stilling, sindelag, ambitioner, erfaringer, temperament, kundskaber, navn. . . ; når det gælder andre slags emner, kan man se på: årsag, sted, tid, anledning, det forudgående, ledsageomstændigheder, konsekvenser, lejlighed, redskab, metode. Man kan også argumentere ud fra definition, beskrivelse, etymologi, klasse, art, underart, forskellighed, inddeling, typeinddeling; man kan se på oprindelse, udvikling, ligheder og uligheder, modsætninger, konsekvenser; man kan inddrage beslægtede emner, årsager, hændelser, sammenligning: det større, det mindre, det ens; afledte former. (De copia …, 1511)

Melanchthon, ”Tysklands læremester” • I sin tiltrædelsesforelæsning fra 1518 taler Melanchthon for en ny art humanistisk studium bygget på læsning af konkrete tekster af fremragende forfattere, i stedet for på spekulation og bevisførelse. • Om ‘imitatio’: • Den opmærksomme læser bør nemlig lægge mærke til fra hvilke loci gode forfattere henter deres indledninger, hvorfra de tager deres forstørrelser (amplificationes), hvordan de behandler almene loci og affekter, hvordan de stemmer tilhørerne gunstigt, hvordan de ophidser dem, hvordan de afmålt og til rette tid strør sentenser ind, hvor omhyggeligt de overholder det passende, og med hvor stor klogskab de i hvert enkelt tilfælde disponerer talens dele. Ydermere bør man bemærke hvornår de forbereder tilhøreren, hvornår de fortæller, hvornår de diskuterer, hvornår de gendriver modparten, og hvordan de i slutningen tilsætter talen bevægelse og affekt. (Elementa rhetorices, 1531)

Melanchthon: Hvorfor skal vi lære retorik? • naturen lærer mennesker en metode og teori til at forklare store og svære sager, som mennesker udstyret med gode åndsevner dels plejer at kunne se ved naturens hjælp, dels erkender gennem erfaring. Herved opstår en lære, som, samtidig med at den tjener som vejledning for professionelle talere, også formidles til unge der begynder på deres studier, ikke for at de skal blive talere, men fordi det gavner dem i læsningen af taler af fremragende talere og i bedømmelsen af vanskelige stridsspørgsmål. Reglerne er nemlig ikke primært skabt for jurister der skal føre sager; ophavsmændene til retorikken ønskede snarere at vejlede alle mennesker. Thi også de der ikke skal føre sager, og som ikke skriver, har, hvis de vil bedømme store spørgsmål, såsom religiøse stridigheder, eller retlige forhandlinger, brug for en metode og teori til at forstå de vanskelige stridsspørgsmål.

Niels Hemmingsen (1513 -1600) • Niels Hemmingsens systematiske og 'funktionelle' retorik- og sprogsyn fremgår bl. a. af dette udsagn om forskellige typer af prædiken: • "Der er altså to typer prædiken: didaskalikón (den belærende) og paræneticum (den formanende). • Den belærende betjener sig af simple loci, dels person-, dels tingsloci, og af sammensatte loci, både almene og specifikke. • Den formanende prædiken er egentlig af tre undertyper: den overtalende, den revsende og den trøstende. Denne inddeling af prædikener kan afledes af de forskellige typer af tilhørere som prædikenen skal tilpasses. Thi enten er de ulærde og skal først belæres, hvilket den førstnævnte art er egnet til; eller de er lærde nok, men svage, og derfor skal de opløftes med trøsteord; eller de er tungnemme, og da skal de anspores; eller de er vrangvillige, og da skal de revses med trusler. Til disse fire slags tilhørere er alle Kristi prædikener henvendt. Nogle af dem belærer nemlig de uvidende som gerne vil lære, andre trøster og opløfter de svage; andre gange formanes de tøvende, og indimellem skræmmer han de formastelige med trusler. " (De methodis, 143. )

Amplificatio, Cicero, 43 f. K. • ”Du, med disse vældige kæber, med denne brystkasse, med hele denne krop der ejer en gladiators styrke, du bællede så store mængder vin i dig ved Hippias bryllup at du var nødt til den næste dag at kaste op i hele det romerske folks påsyn. Hvilken afskyelig opførsel ikke bare at se, men også at høre om! Om det så bare var sket for dig mens du spiste hjemme hos dig selv blandt dine enorme drikkepokaler, hvem ville ikke alligevel have anset det for en skændsel? Men det var i selve det romerske folks forsamling, at denne mand, som beklæder et offentligt embede - en ryttergeneral, hos hvem bare det at ræbe havde været en skændsel - at han kastede op og overdængede sit eget bryst og hele talerpodiet med vinstinkende madrester. ” (2. filippiske tale, 25. 63) (136 ord)

Amplificatio, Thomas Wilson, 1553: • "O skændige handling, ikke blot at lade sig se på så afskyelig vis, men tillige til alles væmmelse at lade sig høre! Hvis du havde begået denne handling i dit eget hus ved aftensmaden med din egen kone og dine børn, hvem ville så ikke have anset den for en modbydelig handling? Men at du så tilmed begår den i parlamentsbygningen, blandt så mange fine herrer, ja tilmed de bedste mænd i England; og du som både er en kongens embedsmand og en mand megen autoritet – at du dér brækker dine madrester op (hvor bare det at ræbe var blevet anset for en stor skam), og dét endda sådanne madrester som ingen kunne udholde stanken af, og fylder hele bygningen med hæslig dunst, og hele dit bryst med al denne uhumskhed, hvilken uhyrlig skam er det ikke over alt andet? ! Det havde i sig selv været en fæl handling at kaste op hvor ingen sådanne fine herrer havde været til stede; ja selv hvor ingen engelskmænd havde været til stede; ja, selv hvor der slet ingen havde været til stede. Det havde været galt nok hvis han ikke havde haft noget embede, for ikke at tale om et offentligt embede, for slet ikke at tale om at han var kongens embedsmand; men ikke blot var han embedsmand, han var offentlig embedsmand, og tilmed kongelig embedsmand; ja, og for en sådan konge var han det, og begik en sådan handling; jeg ved ikke hvad i al verdens riger og lande jeg skal sige til ham. " The Arte of Rhetorique (264 ord)

Shakespeare (1564 -1623) Friends, Romans, countrymen, lend me your ears; I come to bury Caesar, not to praise him. The evil that men do lives after them; The good is oft interred with their bones; So let it be with Caesar. The noble Brutus Hath told you Caesar was ambitious: If it were so, it was a grievous fault, And grievously hath Caesar answer'd it. Here, under leave of Brutus and the rest-- For Brutus is an honourable man; So are they all, all honourable men-- Come I to speak in Caesar's funeral. He was my friend, faithful and just to me: But Brutus says he was ambitious; And Brutus is an honourable man. He hath brought many captives home to Rome Whose ransoms did the general coffers fill: Did this in Caesar seem ambitious? When that the poor have cried, Caesar hath wept: Ambition should be made of sterner stuff: Yet Brutus says he was ambitious; And Brutus is an honourable man. http: //www. youtube. com/watch? v=7 X 9 C 55 Tk. UP 8

John Donne (1572 -1631) ”Hele menneskeheden er af samme Forfatter, og er ét bind; når et Menneske dør, da rives ikke et Kapitel ud af bogen, men det oversættes til et bedre sprog; og ethvert Kapitel må oversættes på denne måde; Gud beskæftiger mange oversættere; nogle afsnit oversættes af alderdom, nogle af sygdom, nogle af krig, nogle af retfærdigheden; og hans hånd skal binde alle vore spredte ark sammen igen i det Bibliotek hvor enhver bog skal ligge åben for de andre: Derfor, ligesom den Klokke der ringer til en Prædiken, ikke blot kalder på Præsten, men kalder hele Menigheden til, således kalder denne Klokke os alle: men hvor meget mere kalder den ikke på mig, som er bragt så tæt på døren af denne sygdom. Der var engang en uenighed, der førte til en retssag (hvori både fromhed og værdighed, religion og agtelse var blandet sammen) om hvilken af de religiøse Ordener der først skulle ringe til bøn om Morgenen; og det blev bestemt at dé skulle ringe som stod tidligst op. Hvis vi rettelig forstår værdigheden af den Klokke der ringer til vor aftenbøn, da ville vi frydes over at gøre den til vor, ved at stå tidligt op, i den hensigt at den måtte blive vores, tilligemed hans som den egentlig er. Klokken ringer for ham som mener at den gør det; og skulle den end skulle holde pause igen, da er han dog, fra det øjeblik hvor den hændelse virkede på ham, forenet med Gud. Hvem vender ikke sit Øje mod Solen når den står op? men hvem vender sit Øje bort fra en Komet når den flammer op? Hvem låner ikke øre til en hvilken som helst klokke som ringer til en hvilken som helst lejlighed? men hvem kan få øret væk fra den klokke som sender et stykke af ham selv ud af denne verden? Intet menneske er en Ø, fuldstændig i sig selv; ethvert menneske er et stykke af Kontinentet, en del af fastlandet; hvis en Jordklump vaskes bort af Havet, er Europa desto mindre, ligesom hvis et Forbjerg blev vasket bort, ligesom hvis en Herregård som var din vens, eller din egen, blev det; ethvert menneskes død formindsker mig, fordi jeg hører med til Menneskeheden; og send derfor aldrig bud for at spørge: hvem ringer klokken for; Den ringer for dig. ” (Devotions, 1623)