Folkeuniversitetet i Kbenhavn Ordets magt retorisk tnkning der
Folkeuniversitetet i København Ordets magt – retorisk tænkning der holder Ved professor Christian Kock, Københavns Universitet 4. : Døde retorikken i Oplysningstiden?
Thomas Sprat: The History of the Royal Society, 1667 ”Hvem kan uden harme se på hvor mange tåger og uvisheder disse falske Troper og Figurer har påført vor Viden? Hvor mange belønninger der tilkom de mere nyttige og vanskelige Kunster, er ikke blevet frarøvet dem af veltalenhedens letkøbte forfængelighed? For nu da jeg er varmet op med denne retfærdige Vrede, kan jeg ikke dy mig for at afsløre det overfladiske ved alle disse tilsyneladende Mysterier, der får os, vi Skribenter og Talere, til at se så store ud. Og kort sagt tør jeg nok påstå at af alle menneskets Kundskaber er ingen hurtigere erhvervet end denne ondartede fylde af Fraser, dette taskenspilleri af Metaforer, denne Tungens snakkesalighed, som laver så stor en larm i Verden. Men jeg bruger mine ord omsonst; for dette onde er nu så indarbejdet at det er svært at vide hvem man skal dadle, eller hvor man skal begynde med at forbedre. Vi agter alle hinanden så højt i kraft af dette smukke bedrag, og vi slider så længe for at opnå det i alle de år vi uddanner os, at vi ikke kan lade være med at se mere velvilligt på det end det fortjener. Og faktisk anser jeg det i de fleste andre afdelinger af Lærdom at være en ting der næsten er umulig at blive kureret for; og jeg mener det kan anbringes blandt de almene dårligdomme, såsom de Kristne Fyrsters stridigheder, mangelen på handling i Religionen, og den slags, som der er blevet snakket om så længe at folk er blevet ligegyldige over for dem, idet alle skyder skylden fra sig og over på andre; og på den måde er de bare blevet til banale hverdagsbrokkerier. Det vil være nok i det nærværende øjemed at påpege hvad der er gjort af det Kongelige Selskab med henblik på at berigtige dets excesser i Naturfilosofien, som det mere end noget andet er en erklæret fjende af. Derfor har de med stor strenghed anvendt det eneste middel der findes mod denne ekstravagance; og det har været en fast Beslutning om at forkaste alle amplifikationer, digressioner og svulstigheder i stilen; at vende tilbage til den simple renhed og korthed som da menneskene fremlagde et bestemt antal ting i næsten det samme antal ord. De har af alle deres medlemmer krævet en stram, nøgen, naturlig måde at tale på; positive udtryk; klare sanser; en naturgiven ligefremhed; for dermed at bringe alting så tæt på Matematisk jævnhed som de kan, og idet de foretrækker Håndværkeres, Landmænds og Handelsmænds sprog frem for de Kløgtiges eller de Boglærdes. ”
Giambattista Vico (1668 -1744) • De nostri temporis studiorum ratione (”Om vor tids studiemetode”, 1709) • Inden de unge mennesker skal lære at kritisere argumenter angående en given sag, skal de lære at finde på dem; og de skal have en vis mængde konkrete erfaringer med et emne inden de kan begynde at forstå det eller formulere dets grundprincipper. I antikken har Aristoteles og andre opbygget den disciplin der kaldtes topik – evnen til at finde argumenter om en given sag. • Lige så vigtige er to andre naturlige evner: forestillingsevnen (phantasia) og erindringen. Derfor fastslår Vico: "på ingen måde må et talent inden for de kunstarter, der virker gennem fantasi, erindring eller begge, som for eksempel male-, digter- og talekunsten samt retsvidenskaben, sløves"
Swift gør grin med ”ét ord til én ting” (Gulliver’s Travels, 1726) Sw. Sw ” … eftersom ord kun er navne på ting, ville det være mere hen sigtsmæssigt, om alle bar sådanne ting på sig, som er nødvendige til at give udtryk for den specielle sag, de skal udtale sig om. […] Der er kun den gene ved det, at hvis en mands virksomhed er meget stor og forskelligartet, er han nødt til at bære så meget des større et knippe af ting på ryggen, hvis han da ikke har råd til at lade sig ledsage af en eller to tjenere. Jeg har tit set to af disse vise mænd næsten synke sammen under vægten af deres oppakning, ligesom bissekræmmere hos os. Når de så mødtes på gaden, lagde de oppakningen fra sig, lukkede op for deres poser og konverserede en times tid med hinanden. Så pakkede de deres sager sammen, hjalp hinanden med igen at tage byr den på ryggen, og gik hver til sit. Men de grejer der behøves til korte samtaler, kan en mand bære i lommen eller under armene, og hjemme behøver han ikke at savne noget. Derfor er et værelse, hvor der kommer folk sammen, som dyrker denne kunst, fuldt af alle de ting, der behøves til at give materiale til denne kunstfærdige form for konversation, så at de er lige ved hånden. ”
César Dumarsais (1676 -1756) i Traité des tropes (’Afhandling om troper’, 1730) • Et andet forsvar for et ’retorisk’ sprogsyn sprog: Sprogets ’troper’ – altså de udtryksmåder hvor ord får en overført betydning – er en aldeles naturlig og uundværlig del af sproget. • Det er interessant at sammenligne hans synsmåde med den som vi så ovenfor i det engelske videnskabsselskabs programskrift. Deri rasede biskop Sprat imod de ”tåger og uvisheder” som ”Troper og Figurer har påført vor Viden”, og han slog til lyd for ”en stram, nøgen, naturlig måde at tale på”, ”tæt på Matematisk jævnhed” – som, mente han, var mere typisk for ”Håndværkeres, Landmænds og Handelsmænds sprog frem for de Kløgtiges eller de Boglærdes”. Dumarsais mener lige det modsatte: • ”der er intet så naturligt, så ordinært og så almindeligt som figurerne i menneskenes sprog … jeg er overbevist om at der laves flere figurer på en dag i markedshallen end der gør på mange dage i de akademiske forsamlinger. " Det er altså ifølge Dumarsais langtfra sådan at figurer fjerner sig fra det folks almindelige sprog - hvad der ellers var en udbredt definition på figurer. Tværtimod: Talemåder uden figurer ville virkelig fjerne sig det almindelige sprog - hvis det overhovedet var muligt at frembringe en ytring som kun bestod af ikke-figurlige udtryk.
Den franske encyklopædi om retorik (1751): “Man lærer retorik før filosofi, det vil sige at man lærer at være veltalende før man har lært noget, og man lærer at tale godt før man lærer hvordan man ræsonnerer. Hvis veltalenheden nogen sinde bliver af nogen betydning I samfundet, derved at styreformen ændres, så bytter man om på rækkefølgen af de to fag retorik og filosofi. ” … « I retorik lærer man først at udbrede en tanke, at afrunde og forlænge sætingsperioder, og lidt efter lidt kommer man omsider frem til at udforme taler, som altid, eller næsten altid, er på latin. Man kalder disse taler for amplificationer; det er faktisk et meget passende navn, eftersom de for det meste består i at det som kunne og burde være sagt på to linjer, bliver druknet i to siders ordgyderi. »
Holbergs fabel Rhetorica og Norden-Vinden (1751) ”Rhetorica, endskiønt det mindste Solide af alle Videnskaber, var paa nogen Tiid af visse Menneskers Hyklerie bleven saa fordærvet, at hun begyndte at see de andre over Axelen, og, paa det hun kunde synes høyere og anseeligere end hun i sig selv var, tillagde hun sig et par Stylter, hvoraf hun betienede sig udi Forsamlinger, og udi Spadsere-Gange; Da hun engang lod sig see udi saadan Eqvipage, blev hun angreben af en sterk Norden-Vind, hvilken blæsede hende omkuld med saadan Magt, at Skiørtet stod hende en halv Alen over Knæerne. Denne Hændelse gik hende meget til Hierte, helst saasom just paa samme Tiid en Cavalier gik hende forbi, hvilken smilede derved. Hun talede derfor Norden-Vinden haardt til, og bebreidede ham den liden Respect han lod see for Fruentimmer, helst udi unge Karles Paasyn. Norden-Vinden svarede dertil: Min kiære Frue! Jeg er ikke af mange Complimenter. Jeg forretter mit Embede, naar jeg befales at blæse. Hvis nogen Spott er hende vederfaret, da maa hun ikke skyde Skylden paa mig, men paa hendes Stylter: Saaledes sagde han, gaaer det, naar en af Hovmod vil giøre sig en Alen længere end han er. Hvis hun havde gaaet paa sine Been som andre, var hun nok bleven staaende. Denne Fabel sigtet paa Tale-Kunstens Forfængelighed, og viser, at de gamle Romere og Græker uden Føye have satt større Priis paa den, end paa de nyttigste Videnskabe. ” ”
Edmund Burke om ’det sublime’ (1757) • Det sublime er det som fylder os med forbløffelse og "river os af sted med uimodståelig kraft". Det "foregriber vore forudanelser", dvs. det er mindst ét skridt foran hvad vi forventer og kan derfor sætte os i en art choktilstand. Rædsel (terror) er kerneelementet i det, og for at noget for alvor kanindgyde skræk, skal der være et element af dunkelhed eller uklarhed (obscurity) i det. I sidste instans er det sublime på én gang en erkendelsesmæssig og en følelsesmæssig konfrontation med døden, "rædslernes konge", og derved menneskets lidenhed og dødelighed. • Burke citerer Miltons Paradise Lost (1667), hvor den faldne engel Satan beskrives: • "Sindet rives brat helt ud af sig selv af en vrimmel af store og forvirrede billeder - som påvirker os netop fordi de er vrimlende og forvirrede. ” • Selve ordene ”en Herrens engel”, siger Burke, kan virke mere sublimt end ethvert malet billede af en engel. • Denne konstatering kan suppleres med en erindring fortalt af den danske forfatter Dan Turèll (1946 -1993). I forordet til en bog fra 1989 med udvalgte digte af B. S. Ingemann berettede han om hvordan han for første gang han hørte salmen ”Lyset engel går med glans” – han besvimede på stedet!
George Campbell The Philosophy of Rhetoric (1776) • Retorik er ”den evne eller kunst hvorved tale (discourse) tilpasses sit formål”, og man kan derfor opstille en retorisk typologi for ytringer ud fra disse fire formål: • 1) At oplyse forståelsen (enlighten the understanding). Denne funktion kan siges at svare til Ciceros docere. Men det gør en vigtig forskel om man søger at belære modtagerne om noget de slet og ret ikke kender eller forstår – eller om man vil overbevise dem om en opfattelse som de tvivler på. Tilsvarende er det også forskellige virkemidler man som retor må tage i brug. • 2) At fornøje fantasien (please the imagination) – dvs. at fremstille en sag og imitere virkeligheden på en levende måde. Denne del svarer til delectare. • 3) At bevæge følelserne (move the passions). Det er den patetiske retorik, som vækker følelserne i hjertet, bl. a. ved brug af stærke metaforer o. l. Vil man nå sjælens dybder, altså mere end blot berede nydelse (som i foregående punkt), behøver man suggestive og ekspressive træk; denne opfattelse stemmer med bl. a. Edmund Burkes tanker om det sublime og den frembrydende ’romantiske’ kunst i denne periode. Vi er nu ovre i den ciceroniske funktion movere. • 4) At påvirke viljen (influence the will). Her er brug for både (1), (2) og (3) – den afgørende kombination for den succesfulde retor.
Campbell: Forskellige virkemidler – ét formål • Campbell forestiller sig at virkemidler henvendt til forskellige sjælsevner virker sammen med ét overordnet formål: • ”For at få sandheden frem, betragtet som sådan, kræves der alene tvingende argumenter; men for at overbevise mig med disse argumenter kræves det ydermere at de bliver forstået, at de bliver bemærket, og at de bliver husket af mig; og for at de skal overtale mig til nogen bestemt handling eller adfærd, kræves det yderligere at de, ved at gøre mig interesseret i emnet, så at sige bliver følt. Det er derfor ikke alene erkendelsen der er involveret her. Hvis taleren skal have heldet med sig, er det nødvendigt at han inddrager alle disse forskellige sjælsevner i sin tjeneste: forestillingsevnen, erindringen og lidenskaberne. De er ikke noget der træder i stedet fornuften, de er ikke engang rivaler til dens herredømme; de er dens tjenerinder, ved hvis virksomhed den bliver i stand til at lede sandheden ind i hjertet og skaffe den en velvillig modtagelse dér. ” (I, vii. )
I 'moralsk' argumentation gælder følgende: 1) Det giver mening at hævde det modsatte (det svarer til Aristoteles’ udsagn om at det man diskuterer med retorik, kan ”falde ud til begge sider”). 2) De grunde man giver, kan have forskellige grader af gyldighed og vægt – modsat et matematisk bevis, hvor et argument ikke kan være gyldigt ’til en vis grad’. 3) Der findes mange forskellige argumenttyper – hvilket netop har at gøre med at intet enkelt argument kan afgøre sagen på en tvingende måde, som i syllogistisk bevisførelse. 4) Der findes gyldige argumenter både for og imod et standpunkt.
Hugh Blair, Lectures on Rhetoric and Belles Lettres (1783) • ”Talen er det fremragende redskab hvormed det ene menneske bliver til gavn for det andet; og det er udvekslingen og overførslen af tanker ved talens hjælp som vi primært kan takke for udviklingen af tanken selv. Det er kun små fremskridt som et enkelt individ uden hjælp kan gøre med hensyn til at fuldkommengøre nogen af sine evner. Det vi kalder den menneskelige fornuft, er ikke én enkelts indsats eller evne, men snarere et resultat af manges fornuft, opstået ved indsigter (lights) som man gensidigt har formidlet til hinanden som følge af tale og skrift. ” • ”Ved at formulere vore følelser i ord får vi altid et mere præcist begreb om dem. Enhver der har det mindste kendskab til det at skrive, véd at når han udtrykker sig dårligt om et givet emne, når hans disposition bliver løs og hans sætninger svage, så kan manglerne i hans stil næsten hver eneste gang føres tilbage til hans upræcise begreb om emnet - så tæt er forbindelsen mellem tankerne og de ord som de er iklædt. ”
- Slides: 12