At bo p en institution Historisk perspektiveret gennem

At bo på en institution Historisk perspektiveret gennem øjenvidneskildringer 2017. Historisk Selskab for Handicap og Samfund Handicaporganisationernes Hus Taastrup

Privat eller offentlig forsorg. Ideer og ledelsesstil John Bertelsen og Birgit Kirkebæk ”Sønderskovhjemmets Jubilæumsskrift” 1918 -2008. Sønderskovhjemmets arkiv.

Privat eller offentlig forsorg. Ideer og ledelsesstil • To institutioner på Lolland • Begge fungerer i dag bl. a. som forsorgshjem • Fuglsang Optagelseshjem – Sønderskovhjemmet (1917) • Maribo Amts Arbeids-, Tvangsarbeids- og Daareanstalt , nu Saxenhøj (1866) Anstaltens inspektør, opsynet og tyende. 1893. Saxenhøjsamlingerne. Fuglsang Optagelseshjem 1920. Sønderskovhjemmets arkiv.

4

Maribo Amts Arbeids-, Tvangsarbeids- og Daareanstalt Godsejer Rosenørn Lehn, Baroniet Guldborgland stod bag. Anstalten åbnede 1. maj 1866. Nu ”Saxenhøj” – og fortsat i brug som forsorgshjem (mænd og kvinder) Desuden borgere visiteret fra socialpsykiatrien og handicapområdet. Driftsherrer: Maribo Amt, Storstrøms Amt og nu Guldborgsund kommune. 1933. Set fra kirketårnet. Saxenhøjsamlingerne

Mændenes afdelinger. Inspektøren siddende. 1890. Saxenhøjsamlingerne. 6

Kvinderne i Anstalten. Opstilling indenfor ringmuren. Foto ca. 1890. Saxenhøjsamlingerne 7

Anstalten opførtes ved Lillemark på godset Guldborglands jorde ved Sakskøbing fjord. På den modsatte bred Oreby gods. Baron Rosenørn-Lehn var initiativtager – og i mange år direktionsformand. Mange, men ikke alle af amtets 66 kommuner, stod bag opførelsen. Alle kommuner kunne bruge Anstalten mod differentierede takster. Direktionens formand Baron O. D. Rosenørn-Lehn (1821 -1992) Anstaltens tre første inspektører H. H. Hansen (ansat 1865 -1892), svigersønnen Rasmus Nielsen (1892 -1933) og sønnen Poul Gerner Nielsen (1933 -1960). Udaterede fotos. Saxenhøjsamlingerne.

Fuglsang Optagelseshjem Oprettet i 1917 af godsejer Bodil Neergaard, Fuglsang. Indvielse i 1918. Nu ”Sønderskovhjemmet” og fortsat forsorgshjem for mænd. Der er omkring 50 pladser. Selvejende institution under Kirkelig forening for Indre Mission. Driftsoverenskomst med Guldborgsund kommune. Fuglsang Optagelseshjem 1920. Godsejer Bodil Neergaard. Sønderskovhjemmets arkiv.

”Gud alene Æren” og ”Fra Deres i Herren forbundne” Sønderskovhjemmets tidlige år John Bertelsen og Birgit Kirkebæk

Lolland Falsters Historiske Samfund Årbog 2017: ”Gud alene Æren” og ”Fra Deres i Herren forbundne” Sønderskovhjemmets tidlige år Vi har fokus på Bodil Neergaards oprettelse og drift af Sønderskovhjemmet og på den kristne tilgang til det sociale arbejde. Vi er optaget af Sønderskovhjemmets første periode – fra starten i 1917 -18 og frem til omkring 1960. Kun sporadisk ser vi på hele historiens kronologi. Vi foretager nedslag i forhold til enkeltskæbner – og vi trækker tråde til i dag. Vi inddrager modspillet mellem to institutioner i samme lokalområde: Den store lokale tvangsarbejdsanstalt i Sakskøbing og Sønderskovhjemmet i Toreby. Hvor den førstnævnte betegnes som en anstalt, blev den sidstnævnte betegnet som et hjem. Men det var stort set samme gruppe af subsistensløse mænd, de to indsatser rettedes imod, og der var arbejdspligt begge steder. Spørgsmålet er derfor, hvad forskellen i de to tilgange til opgaven er. Hvordan fortæller de ledende Sønderskovhjemmet som noget andet end en anstalt? Og hvilken rolle spiller missionen for livet på Sønderskovhjemmet og for, hvordan de ledende forstår deres kald?

Ledelse- forstandere – forstanderpar Sanne Jørgensen og Thora Justesen 1917 -1923 Ingeborg og H. Melchior Jensen 1923 -1960 Anna og Johannes Andersen 1960 -1993 Mona og Bent Rosendal Jensen 1993 -1996 Jørgen og Agnete Jørgensen 1997 -1999 Flemming Jantzen 2000 - 2015 Torben Grandfeldt 2015 Sanne Jørgensen og Thora Justesen

Nu både en Anstalt og et Hjem for hjemløse her på egnen

Lolland-Falsters Stiftstidende Onsdag den 15. maj 1918 Fuglsang Optagelseshjem En smuk indvielseshøjtidelighed. Efter indbydelse af Fru Neergaard, Fuglsang samledes i går eftermiddag henved 100 mennesker ved optagelseshjemmet, som fruen har bygget i Sønderskov, for at bese Hjemmet og overvære dettes indvielse. Blandt de indbudte var stiftamtmand Deholm, biskop Wegener, sognepræst Widding, sognets lærere, godsets funktionærer og håndværkere, der har medvirket ved Hjemmets opførelse. Hjemmet har delvis været i gang hele vinteren, idet de optagne har boet i den gamle skovfogedbolig, som nu for fremtiden skal benyttes til værksted. I vinkel med dette hus ligger så det nybyggede hjem, lyst og venligt og indbydende, helt igennem holdt i lyse farer, og skønt det er beregnet til at kunne huse henved 25 mennesker foruden kvindelige og mandlig bestyrer er alt kasernepræg lykkeligt undgået. Man har mest indtryk af et velordnet sommerpensionat. Klaver og hyggelige møbler i dagligstuen og forskelligt farvet udstyr i hvert enkelt værelse. Det er meningen, at hver enkel der optages, skal have sit eget værelse, således at han også derigennem får indtrykket af et hjem, hvor den enkeltes frihed respekteres, han er kommet ind i.

Hvem er så dette hjem beregnet for: Alle, der er kommet i nød og er havnet på livets skyggeside, har tabt troen på, at det er ham muligt selv at kunne klare sig og dermed også lysten til at forsøge derpå. Og hvilken opgave har man så på hjemmet: At gengive disse mennesker troen på sig selv, så de derigennem kan blive skikket til atter på egen hånd at optage en nyttig gerning i samfundet. Fuglsang Optagelseshjem 1920. Sønderskovhjemmets arkiv.

Indvielseshøjtideligheden Efter at salmen ”Til himlene rækker din miskundhed, Gud” var sunget, indledte biskop Wegener med en bøn om lykke for denne stund, og salmen ”Frelseren er mig en hyrde god”, blev sunget. Biskoppen holdt herefter indvielsestalen: ”Jesus taler om, at han er døren, Hvor igennem vejen til faderen går, og at han er den gode hyrde. ” Biskoppen sluttede med en bøn for huset og dets gerning og sluttede med ordene: ”Hermed skulle dette hus være indviet for mennesker. ” Til Herrens navn og ære og til gavn og velsignelse” Efter salmen ”Under dine vingers skygge (Mel. J. P. E. Hartmann), talte pastor Munk, Møltrup optagelseshjem

1939. Bodil Neergaard på hovedtrappen med Hans og Ingeborg Melchior. Drengen i baggrunden er Johannes. Udlånt af Johannes Melchior Jensen.

Det var de kristne spydspidser Forfatteren Pia Fris Laneth fremhæver i en artikel, at de filantropiske bevægelser lagde fundamentet for velfærdsstaten. Hun skriver: ”Det var de kristne spydspidser. Og det kan for nogle forekomme mærkeligt, at Indre Mission stod bag. Men det var netop disse filantroper – de frivillige – der lagde det organisatoriske fundament for alle mulige privatfinansierede foreninger og institutioner, som tog sig af de sultende, svagtseende, blinde, arbejdsløse, uvorne børn, enlige mødre, løsagtige kvinder. Den indsats fik vokseværk, og man fandt hurtigt ud af, at hvis det skulle være bæredygtigt, så måtte der kommunalt og efterhånden også statsligt til skud til” (Laneth 2017 s. 80). Det, hun refererer til, er de logihuse og forskellige herbergsinstitutioner, der specielt fra år 1900 opstod i byerne. De var beregnet på de, der ikke kunne huses på de mere etablerede hospitaler og institutioner. De var beregnet på restgruppen – på de ”uværdige”. Det var her, Missionen blandt hjemløse Mænd virkede. Den organisation blev i 1898 en del af ”Kirkelig Forening for Indre Mission i København”. Central person var Hans Olsen, der var vognmand. Beregninger har vist, at disse virksomheder økonomisk løb rundt, ofte med et lille overskud. (På herberg i København 1982, s. 34 -36).

Frelsens Hær Frelsens hær startede i 1887 i Danmark, og herbergsfunktionen kom også her til at fylde meget. Frelsens hær havde som målsætning menneskers omvendelse, og de prøvede at opnå dette gennem en form for praktisk kristendom. Den barmhjertige samaritan var forbilledet. Bevægelsen blev af mange opfattet som sekterisk – som værende på afstand af folkekirken. Som en slags modtræk blev der i England i 1882 og i Danmark i 1912 dannet en ”Kirkens Korshær”, der også arbejdede på at redde mennesker gennem vækkelsesprædiker og gennem deres arbejde på optagelseshjem og herberger. Op til 1929 var Kirkens Korshær organisatorisk tilknyttet Københavns Indre Mission. Herefter var der kun et vist samarbejde med Indre Mission gennem to årlige møder (På herberg i København 1982). En vigtig pointe er, at de forskellige hjælpeorganisationer både var rettet mod at afhjælpe nød, men også mod at undgå faren for socialistisk oprør og revolution. Med industrialiseringen op gennem første del af 1900 tallet blev mange mennesker arbejdsløse. Syndikalisterne, der var aktive fra 1900 – 1922, var meget opmærksomme på de arbejdsløses problem og opfordrede til sammenhold og kamp i form af organisering. Efterhånden som socialdemokratiet integrerede syndikalisternes kampe i deres politik svandt syndikalisternes betydning, og organisationen blev opløst i 1922 (På herberg i København 1982). Socialisterne ville afhjælpe nøden gennem arbejdernes kamp og organisering, mens de kirkelige hjælpeorganisationer ville afhjælpe den enkeltes uformåenhed gennem religiøs påvirkning, hjælp til at komme ud af misbrug og øjeblikkelig hjælp. Herbergsinstitutionerne bar præg af det kristne, private initiativ, som længe holdt sig udenfor statslig støtte og påvirkning.

Frelsens hær startede i 1887 i Danmark, og herbergsfunktionen kom også her til at fylde meget. Frelsens hær havde som målsætning menneskers omvendelse, og de prøvede at opnå dette gennem en form for praktisk kristendom. Den barmhjertige samaritan var forbilledet. Bevægelsen blev af mange opfattet som sekterisk – som værende på afstand af folkekirken. Som en slags modtræk blev der i England i 1882 og i Danmark i 1912 dannet en ”Kirkens Korshær”, der også arbejdede på at redde mennesker gennem vækkelsesprædiker og gennem deres arbejde på optagelseshjem og herberger. Op til 1929 var Kirkens Korshær organisatorisk tilknyttet Københavns Indre Mission. Herefter var der kun et vist samarbejde med Indre Mission gennem to årlige møder (På herberg i København 1982). En vigtig pointe er, at de forskellige hjælpeorganisationer både var rettet mod at afhjælpe nød, men også mod at undgå faren for socialistisk oprør og revolution. Med industrialiseringen op gennem første del af 1900 tallet blev mange mennesker arbejdsløse. Syndikalisterne, der var aktive fra 1900 – 1922, var meget opmærksomme på de arbejdsløses problem og opfordrede til sammenhold og kamp i form af organisering. Efterhånden som socialdemokratiet integrerede syndikalisternes kampe i deres politik svandt syndikalisternes betydning, og organisationen blev opløst i 1922 (På herberg i København 1982). Socialisterne ville afhjælpe nøden gennem arbejdernes kamp og organisering, mens de kirkelige hjælpeorganisationer ville afhjælpe den enkeltes uformåenhed gennem religiøs påvirkning, hjælp til at komme ud af misbrug og øjeblikkelig hjælp. Herbergsinstitutionerne bar præg af det kristne, private initiativ, som længe holdt sig udenfor statslig støtte og påvirkning.

Høslet og tur i hestevogn. Udaterede fotos. Sønderskovhjemmets arkiv

Sønderskovhjemmet – en selvejende institution Sønderskovhjemmet repræsenterede den praktiske kristendom. Gennem det kristne forbillede ønskede ledelsen at redde den enkelte - dels gennem øjeblikkelig hjælp til det timelige, dels gennem påvirkning af det enkelte menneskes åndelige habitus. Når et menneske blev vundet for herren, var missionen lykkedes. ”Han nåede det” er et gennemgående udsagn i årsberetningernes tekster og i avisartikler om stedet. Det, ”han” nåede, var at finde frem til Jesus. Men der var også vægt på det timelige: Eget værelse, god kost, smukke omgivelser og passende arbejde var en del af konceptet ud fra en forestilling om, at hvis disse ting blev vægtlagt, ville også det enkelte menneskes åndelige behov og den moralske eftertanke opstå. At det ikke har været så enkelt at klare de materielle krav – og at pengene var små, når der ikke var statslig støtte, får man et indtryk af gennem forstander Melchior Jensens fortælling i 1952. Han fortæller om, hvordan forholdene var på hjemmet i 1923, da han startede som forstander, og hvor hjemmet var forholdsvis nyoprettet. Det var godsejeren ved Fuglsang Bodil Neergaard, der oprettede hjemmet for egne midler i 1918. I 1923 blev hjemmet en selvejende institution. Fra en beskeden start i 1917 -18 med få pladser til mænd uden fast tilholdssted eller arbejde voksede hjemmet til omkring 50 pladser.

Foto ca. 1920. Thora Justesen og en af mændene. Sønderskovhjemmets arkiv

Forstander Melchior fortæller: Vi havde 7 Mænd boende, og vi havde 7 Tønder Land. Her var ikke elektrisk Lys, ikke Centralvarme, ikke indlagt Vand, men der stod en lille primitiv Pumpe i et Skur. Vi havde ingen Skjorter til Mændene og ingen Strømper til dem – ikke et Par! Saa havde vi to gamle Heste, en Griseso med Grise, to Køer og en Kvie. Og ingen Penge. Vi maatte saa laane 5. 000 Kroner at starte med, og da Hjemmet nu var en selvejende Institution, skulde der altsaa samles Penge ind for at faa det til at gaa rundt. Jeg maatte altsaa ud paa Cykel og holde Møder og samle Penge ind, og det blev ikke til ret meget. Jeg cyklede bogstavelig talt hele Lolland rundt og kom tit først Hjem Kl. 2 om Natten. Pludselig fik jeg den Idé: vi bør holde en Bazar og lave en Bortlodning. Den 2. September 1923 fik vi saa Tilladelsen til at sælge Lodsedler, og vi bestemte os for at afholde Bazar og Fest og fik ogsaa to talere fra København, nemlig Pastor Fibiger, Eliaskirken, og Overretssagfører Staal. Mindst 2. 500 Kroner skulde vi have ind. På trods af regnvejr lykkedes festen over al forventning. Der blev samlet 2. 750 Kroner ind. Dette var begyndelsen. Senere blev hjemmet både ombygget og udbygget til en institution, der kunne huse omkring 50 mænd ad gangen. I dag er der plads til 37 beboere på stedet, der stadig består som en selvejende institution, der drives efter Servicelovens § 110.

Der arbejdet i køkkenet Udaterede fotos Sønderskovhjemmets arkiv

Selv om mændene ifølge den indgåede kontrakt ikke måtte forlade Sønderskovhjemmet uden tilladelse, var der en del, der efter en tid på hjemmet igen gik på landevejen, men til forskel fra de, der var anbragt på tvangsarbejdsanstalten Saxenhøj, blev de ikke eftersat af politiet. Kom de tilbage igen, blev de vel modtaget. Igen og igen præciseres det i årsberetningerne, at stedet skulle være et hjem. Et hjem lukker ikke dørene for de, der fortryder og vender tilbage. Kun få blev bortvist på grund af dårlig opførsel. Gjorde de det, havnede de typisk på Anstalten (Saxenhøj). Også i dag understreges det, at Sønderskovhjemmet ikke er et behandlingssted – men netop et hjem (jf. Sønderskovhjemmets hjemmeside). Spisestuen. 1920. Sønderskovhjemmets arkiv. Der slagtes. Udateret. Sønderskovhjemmets arkiv

Sønderskovhjemmets kontor. Udateret. Sønderskovhjemmets arkiv. Anstaltens kontor. Foto 1890 erne. Saxenhøjsamlingerne

Maribo Amts Arbeids, Tvangsarbeids- og Daareanstalt (Saxenhøj ) Saxenhøj var en institution af en anden karakter end Sønderskovhjemmet. Her var det ikke det materieller åndelige, der var i fokus, men der imod tvang og kontrol, hvad tvangsarbejdsanstalten angik. Stedet rummede både en tvangsarbejdsanstalt, en plejeanstalt og en sindssygeanstalt. Klientellet på tvangsarbejdsanstalten var mennesker, der ikke kunne rummes på fattiggårdene. Det var alkoholiserede og vagabonderende mennesker, der før anbringelsen på anstalten levede af tiggeri eller tyveri. De var typisk dømt efter Lov om Straffen for Løsgængeri og Betleri af 3. Marts 1860. Sognene betalte for disse menneskers ophold på anstalten – senere støttede staten fra 1890 erne med et større beløb, som dog ikke greb ændrende ind på den praksis, der var etableret på stedet. Selv om udømte ifølge loven kun måtte være på anstalten i to år, før de skulle prøves ude, så var der et pres på anstaltens forstander for at beholde de folk længere, som man ikke kunne finde arbejde til i sognene. Dømte blev typisk genindsat efter nye forseelser og domme. På anstalten var der arbejdspligt, og hvis nogen stak af, blev de bragt tilbage ved politiets hjælp.

Offentlig og privat hjælp til de såkaldt ”uværdige” Selv om praksis på Saxenhøj ikke ændredes væsentligt, efter at staten gik ind som betalende instans, så er det alligevel et spørgsmål, om det ikke havde betydning på længere sigt, at staten stod som betaler. På en måde var det kontrolønske, staten måtte have, allerede indfriet gennem de ønsker til anstaltens virksomhed, der lå i sognene. De ønskede internering og kontrol af utilpassede individer. Det gjorde staten også. Men staten ønskede også at yde tilsyn med stedet, og det skabte en krise i 1911, hvor det i Folketinget blev diskuteret, om anstalten fortsat skulle have statstilskud, da en strid mellem distriktslæge og forstander mundede ud i, at der blev rejst tvivl om forholdene på anstalten – specielt på sindssygeafdelingen. Det var den afdeling, distriktslægen følte sig særlig ansvarlig for. Kritikken gik på, at afdelingen for sindssyge var overfyldt, at der ingen nattepleje var, ikke var siddepladser nok, og at ca. 25 procent af patienterne ”vare undergivne saadanne Tvangsmidler som Spændetrøje med bagtil bundne Ærmer, Bælter o. s. v. ”, og at nogle sad fastspændt på høje stole, så benene ikke kunne nå jorden. Alle vinduer var forsynede med tremmer, og patienterne kun få luft ved at bevæge sig rundt i snævre gårde ”der vare indrammede af 6 Alen høje Mure”. Klosetter fandtes ikke i husene, kun i udhuset, og brandfaren var ”ud over al Rimelighed stor”, lød kritikken. Der var ikke lige så stor en overbelægning på tvangsarbejdsanstalten som på sindssygeanstalten, og spørgsmålet er også, om det ville interesse nogen, fordi det her gjaldt ”uværdige” og ikke syge personer. I forhold til Saxenhøj betød det statslige økonomiske tilskud, at tilsynet i en kortere periode blev skærpet på sindssygeafdelingen, men så faldt tingene igen tilbage i deres sædvanlige gænge.

Med Pia Fris Laneth tegner der sig en linje fra de frivillige initiativtagere over de privatfinansierede foreninger og institutioner til større institutioner med statsligt tilskud. Den linje er tydelig at følge i etableringen af de Kellerske Aandssvageanstalter, men det er også iøjnefaldende, at nogle foreninger søger at opretholde det private initiativ ved at danne selvejende institutioner med egen bestyrelse, som Sønderskovhjemmet gjorde – og gør - det. Lige så tydeligt er det, at statsligt og kommunalt finansierede institutioner som Saxenhøj må tåle de nedskæringer og omlægninger, som den økonomiske situation fordrer ifølge de kommunalpolitikere, der har den øjeblikkelige magt. Tre ting er på spil: Tilsyn: tilsyn med økonomi, formål, indhold og praksis Kontrol: kontrol med økonomi, effekt, metoder og ledelse Indhold : skal tidens fokus og politiske strømpile følges, eller skal de idealer, private organisationer lever i relation til, være det bærende? Både dengang og nu synes det stadig tilbagevendende spørgsmål at være, hvordan man privat, politisk og offentligt skal forholde sig til mennesker, der ikke kan klare sig selv, og som ikke har en ”gyldig” grund i form af sygdom eller handicap?

Sovesal fra krigens tid. Den tyske besættelse af Oringe betød at patienter blev sendt til Anstalten. Saxenhøjarkivet.

I 1869 gav medlem af Fattigkommissionen Frederik Christian Krebs sit syn på, hvordan staten skulle forholde sig til den gruppe mennesker, der var ”uværdigt fattige”: Staten kan næppe ligeoverfor de Fattige og Trængende optræde anderledes end som Politimester, og haardt som det kan lyde, kan den ikke forlade dette Standpunkt, uden at komme ind paa en slet Uendelighed, som ikke kan andet end gjøre Ondt værre […] overalt hvor Sligt træffes eller er at befrygte, skal den optræde med Alvor og Kraft, og den maa derfor være i Besiddelse af Midler til at hæmme og hjælpe. Den maa derfor have Fængsler, Arbeidshuse, Hospitaler, Opfostringshuse, Fattigskoler og lignende Stiftelser […] Derfor maa fremtidens Fattigvæsen organiseres paa den Maade, at al egentlig Forsørgelse sker i Anstalter, hvor der hersker en vis Disciplin. Sønderskovhjemmet og andre kristne hjælpeorganisationer ville noget andet end afskrækkelse. Målet her var at opbygge de ”uværdige” menneskers selvrespekt, deres vilje til at stå imod fristelser og at fremme deres ønske om at opbygge en ny tilværelse, hvor de kunne klare sig selv. Der er en forskel på de to tilgange, som Sønderskovhjemmet og Saxenhøj repræsenterer. På Sønderskovhjemmet blev man på trods af mange bortgange og skuffelser ved med at have en drøm om at kunne hjælpe mennesker frem til en almindelig tilværelse gennem det gode forbillede. På anstalten Saxenhøj havde forstanderen vel samme drøm i forhold til enkelte indsatte, mens han i forhold til de fleste kun havde håb om, at de ville rette ind af angst for repressalier eller gennem særlige incitamenter.

Opholdsstuen. Foto 1920. ”Fuglsang Optagelseshjem”. Sønderskovhjemmets arkiv. Opholdsstuen. Bemærk tremmerne. Foto 1910. Saxenhøjarkivet.

Hvad stod i fokus, kan man spørge. Var det tillid eller kontrol? Var det kald eller lønarbejde? Hvor langt rakte tilliden i det private, når det offentlige alligevel modtog de, der blev bortvist? Og kunne man ikke forestille sig, at jo mere staten ville gå ind på et sted som Sønderskovhjemmet, jo mindre rum ville der være for innovative forsøg – at tingene vil blive ensrettede? Hvis der omvendt ikke var et statsligt tilsyn, kunne der så ikke ske hvad som helst på de private hjem? Det er ikke enkelt at svare på de spørgsmål, fordi de repræsenterer det dilemma, der altid vil være mellem privat og offentlig forsorg, men det er i hvert fald tydeligt, at der i forhold til de to institutioner er tale om to strategier, der er principielt forskellige: Den ene strategi hviler på et ønske om forandring gennem tillidsskabende relationer, den anden strategi er båret af et ønske om forandring gennem kontrol og incitamenter. Ser vi på forhold i nutiden, er det sidstnævnte, der står i fokus i forhold til mennesker, der er afhængige af offentlig hjælp. Der er ikke meget, der tyder på, at strategien om øget kontrol og økonomiske incitamenter gavner andet end den offentlige pengekasse. Men samtidig ser det gennem en lang række kommunale sager på børneområdet ud til, at det kommunale tilsyn nogle steder er mere sindet at kontrollere økonomi end indhold. Dilemmaet mellem privat og offentlig forsorg handler måske om, i hvilken grad økonomiske hensyn skal overdøve de ideale krav om kvalitet og humanitet i arbejdet med udsatte mennesker i det danske samfund. Det er ikke givet, at de private institutioner er undtaget fra økonomiske spekulationer og inhumane handlesæt. Det er heller ikke givet, at offentlige institutioner handler uden selvstændig forholden sig til kvalitet og indhold, selv om det er tiltagende svært at opretholde i et samfund, hvor kontrol med både økonomi og indhold (i form af særlige evidensbaserede metodesæt) er blevet et styrende led i den kommunale og statslige forvaltning.

Tak for ordet