Alle tiders Pske Vejen Kirke Den signede dag

Alle tiders Påske Vejen Kirke

Den signede dag Det var en søndag lys og grøn Du satte dig selv i de nederstes sted Hil dig, Frelser og Forsoner! Påskeblomst! hvad vil du her? Du kom til vor runde jord

1 Den signede dag med fryd vi ser af havet til os opkomme; den lyse på himlen mer og mer, os alle til lyst og fromme! Det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme!

2 Den signede stund, den midnatstid, vor Herre han lod sig føde, da klared det op i østerlid til dejligste morgenrøde, da lyset oprandt som Jordens bold skal lysne udi og gløde.

3 Om levende blev hvert træ i skov, og var så hvert blad en tunge, de kunne dog ej Guds nådes lov med værdelig røst udsjunge; thi evig nu skinner livets lys for gamle og så for unge.

4 Thi takke vi Gud, vor Fader god, som lærken i morgenrøde, for dagen, han os oprinde lod, for livet, han gav af døde; den signede dag i Jesu navn os alle vort liv forsøde!

5 Nu sagtelig skrid, vor højtidsdag, med stråler i krans om tinde! Hver time til Herrens velbehag som bække i eng henrinde, til frydelig sig til sidst de sno op under de grønne linde!

6 Som guld er den årle morgenstund, når dagen opstår af døde, dog kysser os og med guld i mund den liflige aftenrøde, så tindre end må det matte blik, de blegnede kinder gløde.

7 Så rejse vi til vort fædreland, dér ligger ej dag i dvale, dér stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale; så frydelig dér til evig tid med venner i lys vi tale.

1 Det var en søndag lys og grøn, og lærker hang i skyen. Da red Guds egen kære søn ǀ: på æsel ind i byen. : ǀ

2 Hans venner gjorde som blev sagt: de fandt til deres glæde et æsel uden pomp og pragt, ǀ: det blev hans kongesæde. : ǀ

3 Et indtog mere kongeligt har intet folk oplevet. Hans indtog var et forårsdigt ǀ: profeten havde skrevet. : ǀ

4 På jorden blev der himmelskønt, profeten havde spået. Som han red frem, blev alting grønt, ǀ: hvor ingen havde sået. : ǀ

5 Han rider mod den visse død så kongeligt alene. Hvis intet hosianna lød, ǀ: da råbte vejens stene. : ǀ

6 En konge uden krone på. Jo, med en tornekrone. Hans livvagt er de mindste små, ǀ: og sangene hans trone. : ǀ

7 Al magten får Guds kære søn i døden, han må lide. Da bli´r hans tornekrone grøn ǀ: med blomster der er hvide. : ǀ

1 Du satte dig selv i de nederstes sted. Du satte dig op mod de stores fortræd. Du satte dig ind i de yderstes nød. Du satte dig ud over dødsangst og død.

2 Nu taler du til os fra højeste sted, hvor ingen kan udsætte dig fortræd, og lever og lider dog med os endnu, så ingen er mere i live end du.

3 Du kæmper i verden for frihed og fred, når andre gir op, bliver du viljefast ved. Du følger os ind i den yderste nød og kalder os ud af den inderste død.

4 Du sender os ned i de nederstes sted. Du sætter os op mod de stores fortræd. Du lever i os i de inderste lag. Vi lever i dig på den yderste dag.

1 Hil dig, Frelser og Forsoner! Verden dig med torne kroner, du det ser, jeg har i sinde rosenkrans om kors at vinde, giv dertil mig mod og held!

2 Hvad har dig hos Gud bedrøvet, og hvad elsked du hos støvet, at du ville alt opgive for at holde os i live, os dig at meddele hel?

3 Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden; heller giver du end tager, ene derfor dig behager korsets død i vores sted.

4 Ak! nu føler jeg til fulde hjertets hårdhed, hjertets kulde. Hvad udsprang af disse fjelde, navnet værd, til at gengælde, Frelsermand, din kærlighed?

5 Dog jeg tror, af dine vunder væld udsprang til stort vidunder, mægtigt til hver sten at vælte, til isbjerge selv at smelte, til at tvætte hjertet rent.

6 Derfor beder jeg med tårer: Led den ind i mine årer, floden, som kan klipper vælte, floden, som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af!

7 Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng!

8 Skønt jeg må som blomsten visne, skønt min hånd og barm må isne, du, jeg tror, kan det så mage, at jeg døden ej skal smage, du betalte syndens sold.

9 Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det, Frelser, af din nåde. Stå mig bi, når fjenden frister! Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: vi går til Paradis!

1 Påskeblomst! hvad vil du her? Bondeblomst fra landsbyhave uden duft og pragt og skær! Hvem er du velkommen gave? Hvem mon, tænker du, har lyst dig at trykke ømt til bryst? Mener du, en fugl tør vove sang om dig i Danmarks skove?

2 Ej i liflig sommerluft spired du på blomsterstade, ej så fik du rosens duft, ikke liljens sølverblade; under vinterstorm og regn sprang du frem i golde egn, ved dit syn kun den sig fryder, som har kær, hvad du betyder.

3 Påskeblomst! men er det sandt: Har vi noget at betyde? Er vor prædiken ej tant? Kan de døde graven bryde? Stod han op, som ordet går? Mon hans ord igen opstår? Springer klart af gule lagen livet frem med påskedagen?

4 Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde, visne må vi brat i vrå, ingen have skal vi pryde; glemmes skal vi under muld, vil ej vokset underfuld smelte, støbes i det dunkle og som lys på graven funkle.

5 Påskeblomst! en dråbe stærk drak jeg af dit gule bæger, og som ved et underværk den mig hæver, vederkvæger: Hanegal og morgensang, synes mig, af den udsprang; vågnende jeg ser de døde i en påske-morgenrøde.

6 Ja, jeg ved, du siger sandt: Frelseren stod op af døde! Det er hver langfredags pant på en påske-morgenrøde: Hvad er segl og sværd og skjold mod den Herre kæk og bold? Avner kun, når han vil ånde, han, som svor os bod for vånde.

1 Du kom til vor runde jord, barn, på bare fødder, midt i engles julekor, med Himlens frakkeskøder. Du var dreng i Nazareth, stod i tømrerlære, skar dit navn i stort og småt, Jesus, du min Herre!

2 Du sprang kådt i dåben ud, ingen ku’ dig kue, Helligånden fløj fra Gud, Johannes så en due. Var der ondskab, folk som led, djævelsk atmosfære, du gav al din kærlighed, Jesus, du min Herre.

3 Dagligt håb du tømred os, vildt fra korsets planker, døde for at være hos din Far, med vore tanker. Røveren fra Golgata loved du at bære med til Paradis den dag, Jesus, du min Herre!

4 Påskemorgen stod du op, du kan ikke bindes, gravens sten er ikke nok, og døden overvindes. Hvergang, at jeg syns jeg ku’ helt la’ vær at være, står du her med livets nu, Jesus, du min Herre!